
Michael Jakobsen
Brøndby skærmer træningsbanen: Mulighed for ro
Brøndby IF har fået skærmet hele træningsbane 1 af, så de kan få mere ro omkring træningerne, siger cheftræner Frederik Birk.

Fredag var det den ugentlige mediedag i Brøndby, hvor medierne har mulighed for at lave interviews med cheftræner og et par udvalgte spillere. Det er også en god anledning til at stå og se lidt træning, men det var svært denne fredag.
Træningsbane 1 er nemlig blevet skærmet af og på hele hegnet hænger der nu en sort afskærmning. Det er ikke umuligt at se igennem, men vanskeligt. Til gengæld giver det Brøndby mere ro omkring trænerne, lyder det fra cheftræner Frederik Birk, som også understreger, at det er en klubbeslutning.
- Det har været lang tid undervejs. Vi vil gerne være så åbne som muligt, men vi har også været lidt forstyrret af en gang i mellem, når vi skulle træne matchday minus one (dagen før kampdagen, red.), og i det her tilfælde minus two, at vi ikke har kunne have lidt mere ro omkring træningerne. Så det har sådan set været undervejs længe. Det har været en klubbeslutning, sagde han i forbindelse med fredagens træning.
- Det er jo den balance, vi gerne vil finde. Vi vil gerne være så åbne som muligt, men vi skal også have ro omkring træningerne, når der er noget mere sat og roligt, som vi skal have fat i. Så det er for at højne på de muligheder.
- Der kan godt være en del fans og andre ude og kigge. Det er mere for at kunne give fuldstændig ro, og for os selvfølgelig, hvis der må være noget på de taktiske ting, vi skal træne detaljer i, som ikke nødvendigvis behøver komme ud på de sociale medier eller andet.
Han fortæller videre, at det ikke er planen, at træningsbanerne 3 og 4, hvor Superliga-holdet også ofte træner, skal skærmes af:
- Nej, planen er, at hvis vi har brug for det, så kan vi tage roen her.
Brøndby IF spiller søndag aften mod FC Midtjylland på udebane.