Brøndby sikrede sejren i skoven i allersidste sekund
Hobro IK gik ind til opgøret mod Brøndby IF som store underdogs, men bundholdet gjorde en fin figur, og fik i slutminutterne reddet det ene point ud af opgøret

Hobro IK gik ind til opgøret mod Brøndby IF som store underdogs, men bundholdet gjorde en fin figur, og fik i slutminutterne reddet det ene point ud af opgøret mod de forsvarende sølvvindere. Sådan så det i hvert fald ud, men så slog Mikael Uhre til. FOTO: Teis Markfoged Mens Hobro gik ind til kampen som store underdogs med to nederlag i bagagen, har Brøndbys spil i de to første kampe måske ikke sidder hvor det skulle, men alligevel givet fire point. Det var dog ikke til at se, at Hobro skulle være det dårligste mandskab. Holdet kom fra start ud med aggressivitet, og allerede efter to minutter burde de være kommet foran, da Vito Hammershøy-Mistrati modtog et indlæg fra Emmanuel Sabbi, men Mistrati høvlede langt over mål. Brøndby åd sig stille og roligt ind i kampen, og ti minutter senere burde de til gengæld være kommet foran, da et flot, flot opspil havnede for fødderne af Kamil Wilczek, som dog fik trillet bolden lige forbi mål. Brøndby havde bolden mest, og havde også store chancer, blandt andet til Ante Erceg, der fik taget bolden med sig mod baglinjen, men trækket blev for langt, og bolden trillede gennem feltet. Lasse Vigen var kort efter også tæt på at komme på tavlen da han afsluttede en fin dribletur med at sende bolden tæt forbi fjerneste hjørne. Dominik Kaiser og Johan Larsson havde også fine langskudsforsøg, men ind ville bolden ikke. I stedet tilfaldt halvlegens første chance Hobro, da Emmanuel Sabbi pludselig rundede Benedikt Röcker og fik en friløber. Sabbi forsøgte at placere bolden fladt ved fjerneste stolpe, men overplacerede skuddet og dermed endte første halvleg uden mål. Efter pausen kom Hobro igen ud og pressede på, og fem minutter inde i halvlegen fik Emmanuel Sabbi en fri hovedstødschance, men Marvin Schwäbe kom flot ud med en monsterredning. På det efterfølgende hjørnespark fik Hobro faktisk headet bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside, da Vito Hammershøy-Mistrati blev snydt af Brøndbys forsvarslinje. Men bedst som man sad og følte, at Hobro var ovenpå, slog Brøndby til. Et hjørnespark blev slået fladt ind midt i feltet, hvor kaptajn Johan Larsson dukkede op og satte en kølig inderside på. Bolden sejlede over Jesper Rask i målet, og så var Brøndby foran. Kampbilledet ændrede sig efter målet. Hobro spillede mere på ikke at lukke flere mål ind, og i stedet være farlige på omstillinger. Det betød, at Brøndby kom mere på bolden, og kunne køre den stille rundt. Der var optræk til chancer, men Hobro havde pænt styr på Brøndby, når de kom til området omkring feltet. Ti minutter før tid skiftede Hobro Quincy Antipas ind, og han skulle blot have 15 sekunder på banen før han havde placeret sig godt og fik chancen bag Brøndbys forsvar, men stressede sig selv og sparkede bolden langt forbi mål. Men Hobros taktik endte med at give pote. En af utallige farlige dødbolde til hjemmeholdet endte igen-igen bagerst i feltet, hvor Vito Hammershøy-Mistrati fik hovedet på bolden og headede den i nettet - denne gang ikke fra en offside-position, og dermed var alt lige blot tre minutter før tid. Det lignede en pointdeling, men i allersidste sekund sikrede Brøndby alligevel sejren. Benedikt Röcker headede en lang bold videre, og Mikael Uhre headede bolden ind over Jesper Rask. Dermed tager Brøndby tre point i absolut sidste minut.