
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Brøndby set udefra: Overgår forventningerne
Aficionadoen, Eksperten og Journalisten er en artikelserie i tre afsnit, hvor 3point.dk har taget en snak med tre personligheder fra Fodbolddanmark med hver deres baggrund, men med fokus rettet på Brøndby. En snak om tingenes tilstand i Vestegnsklubben fra spillestil over Niels Frederiksen som fortsat træner og hvor langt det hele kan bære. Næste mand i stolen er fodboldekspert- og debattør, hørt i blandt andet Mediano, FodboldFM mv., Sandro Spasojevic, som 3point.dk ringede op en kold vinteraften for at tale Brøndby med.

Udenfor piver en kold vinterblæst, temperaturen er på den lave side af 0 og det passer derfor ganske fint for fodboldekspert- og debattør Sandro Spasojevic at kunne sidde indenfor og tale Superliga, og i denne kontekst med fokus på Brøndby, hjemme fra lejligheden over telefonen med 3point.
Indledningen på samtalen drejer sig om skiftet fra Alexander Zorniger som cheftræner til den nuværende, Niels Frederiksen, hvor Sandro Spasojevic ikke ligger skjul på, at Brøndby i den proces skulle finde deres ben at stå på igen:
- Da de gik fra tiden under Zorniger med den her meget ultimative stil til Niels Frederiksen, så skulle de lige genfinde sig selv. Det som Niels Frederiksen har gjort godt er, at har har kigget på den trup han har haft til rådighed, og så har han ud fra den, som jeg ser det, skåret spillestilen til.
For spillestilen er netop ikke den samme længere, for som fodbolddebattøren udlægger teksten:
- Hvis vi ser på Brøndby når de står lavt og i defensivformation, så er de ikke et særligt aggressivt hold kontra det vi så med Zorniger. Men modstanderholdets restforsvar har tit haft problemer med at finde ud af hvad de skal gøre, når de skal dække en Uhre eller Lindstrøm op. Og der er det et taktisk godt greb, og så er Uhre og Lindstrøm fundet sig til rette i denne sæson og er blomstret op.
Brøndbys spillestil
Spillestilen under Niels Frederiksen har skabt debat i fanmiljøet omkring Brøndby, og der har i mindre segmenter ikke været tilfredshed med den spillestil der er blevet praktiseret under Niels Frederiksens tid i chefstolen. Men hvordan ser Sandro Spasojevic på Brøndby, hvilken spillestil springer i øjnene på ham, det uddyber han overfor 3point.dk da spørgsmålet bliver stillet:
- Omstillingsspil. Brøndby er dygtige til at skabe chancer med få spillere fremme, hvilket har givet et meget stærkere restforsvar. Det har været et taktisk klogt træk i omstillinger at Brøndby angriber bredt med Uhre og Hedlund.
For det har ifølge fodbolddebattøren nemlig givet plads til en helt bestemt midtbanespillers udvikling som central midtbanespiller fremfor som kant:
- Brøndby udfordrer meget i længderetningen, hvilket skaber plads til Lindstrøm i det mellemrum der opstår. Så det er en holdpræstation at man har lykkedes med at skabe pladsen til Lindstrøm. Og så får Brøndby ofte afsluttet deres angreb, så man undgår omstillinger mod sig selv.
I kritikken af spillestilen har det lydt, at Brøndby har svært ved at skabe chancer i mere etableret angrebsspil, og at man i for høj grad har levet på omstillinger. Og det er også i den boldgade, at Sandro Spasojevic ser farerne lure for Brøndby i forårets runder i Superligaen:
- Faren er at nu har klubberne luret Brøndby, så det kan tænkes, at modstanderne er mere opmærksomme på ikke at afgive bagrum. Så spillet foran modstandernes kæder, at få flyttet bolden hurtigt nok er en opgave som skal løses for Brøndby.
Spillerne på banen
Inden 3point.dk når at stille et supplerende spørgsmål fortsætter Sandro Spasojevic med det han ser som en mulig løsning på den udfordring:
- Uhre er fantastisk til at true bagrummet, men er det bagrum der ikke, så skal man arbejde mere i forrummet. Og her kan jeg godt se Rezan Corlu gøre en forskel for Brøndby. En af de spillere som jeg havde forventet kunne få mere ud af det. Corlu vil helst have bolden i fødderne frem for at blive sendt i længderetningen. Han er en relationsspiller.
Samtalen flytter sig ind mod midtbanekonstellationen, for kan der være plads til både en Jesper Lindstrøm og en Rezan Corlu på samme tid for Brøndby uden det giver problemer for Brøndby?
- Både Lindstrøm og Corlu på banen kan godt give problemer i restforsvaret. Så bliver der rigtig mange offensivspillere og knap så mange i restforsvaret. Derudover har Brøndby et i mine øjne hvis de også spiller med Lasse Vigen og Anis Slimane på samme tid, de søger meget de samme rum, og ender i virkeligheden mest med at stå i vejen for hinanden.
På banen har Brøndby i høj grad været sat op i et 3-5-2 system, men hvor bagkæden har givet sig selv med tre stoppere, så er de store forskelle, og der hvor Sandro Spasojevic ser nogle muligheder for at variere, at finde på midtbanen:
- Selvom Brøndby ikke varierer i deres opstilling så meget, så ser jeg en forskel i det pres de laver på modstanderen. Som eksempel om det er med to 6ere og en 10er, og den måde man så kan veksle over på i boldbesiddelse hvor det så bliver mere en 6er og to 8ere.
For som fodbolddebattøren siger:
- Brøndbys bedste spillere præsterer bare bedst i den 3-5-2 Niels Frederiksen sætter holdet op i.
For at underbygge sin påstand nævner Sandro Spasojevic Anthony Jung, for hvem han har set en fantastisk udvikling til en bærende spiller i Brøndby, og kommer også ind på de udfordringer Brøndby har, når modstanderne enten lukker Jung ned eller til sommer, såfremt tyskeren ikke forlænger sin kontrakt og forlader Brøndby:
- Jung er en nøglespiller. I opbygningsspillet bliver det så roligt, at midtbanespillerne ikke behøves gå så langt ned i banen for at hente bolden, fordi holdet har Jung til så dygtigt at føre bolden frem. Hans afleveringer frem i banen bryder modstanderens kæder. Udfordringen er når modstanderen låser Jung, hvor mere af opbygningsspillet bliver presset over i Brøndbys højreside, og måske tvinger midtbanespillerne til at trække længere ned i banen for at hente bolden op.
En anden nøglespiller, som i Sandro Spasojevics øjne ikke altid får nok kredit i den brede fodboldoffentlighed, er Morten Frendrup. Den unge midtbanespiller, som også har løst opgaver andre steder på banen, får et positivt skudsmål med på vejen:
- Frendrup har en fantastisk fodbold IQ. For eksempel når Brøndby angriber og begge wingbacker går frem, så sørger Frendrup for at gardere og lukke de huller der opstår. Men samtidig har han også evnen til at læse spillet, og de gange hvor der er mulighed for at komme frem, så positionerer han sig konstant som en mulighed for sine medspillere.
Ændringer i arbejdsforholdene
Det er ikke gået manges næser forbi, at arbejdsforholdene for Niels Frederiksen ændrede sig løbende hvad angår sammensætningen af spillertruppen. For Sandro Spasojevic tænkte også sit omkring de forventninger der var i og omkring Brøndby for et år siden, da der blev solgt flere tunge spillerprofiler, og vurderer udviklingen således:
- Jeg kunne godt have frygtet for et år siden med de afgange Brøndby havde fra truppen, at man ikke ville kunne præstere lige så godt. En forlængelse med Niels Frederiksen er oplagt.
En del af de positive tendenser som fodbolddebattøren ser i udviklingen omkring Brøndby kommer på talentsiden. For i hans øjne fremstår Brøndby mere på lige fod attraktiv med andre af de tunge talentudviklingsklubber i Danmark end tidligere:
- At man som ung spiller godt “tør” at søge til Brøndby for at spille. Det er svært at konkurrere med FCM og FCK på økonomien for Brøndby lige nu. Jeg tror løsningen med at spille mere med egne talenter, udvikle dem og få skudt dem afsted. Det viser at der er en vej som ung spiller at komme til Brøndby, at man kan få chancen og komme afsted. At det ikke er umuligt at komme på førsteholdet, som det godt kunne se ud under Zorniger. Den røde tråd klæder Brøndby.
Niels Frederiksen og fremtiden
Sandro Spasojevic er ikke i tvivl om, da han får spørgsmålet omkring Niels Frederiksen og fremtiden:
- Niels Frederiksen er den helt rigtige løsning for Brøndby, også efter sommeren 2021. Han har præsteret godt in mente det spillermateriale han har haft til rådighed. Det kan godt være mange Brøndbyfans ikke kan se den langsigtede plan, men jeg synes han har lavet en god grobund med blandt andet de mange unge spillere. Man kan også vende den om og sige, hvad skulle Niels Frederiksen have gjort anderledes for at man havde forlænget med ham?
Men fodbolddebattøren kan også godt se faren der lurer i foråret for Niels Frederiksen, hvis ikke det går som stillingen prædiker i skrivende stund med Brøndby på anden pladsen á point med førerholdet fra FC Midtjylland:
- Faren i foråret er, hvis man ser på situationen pt at forventningerne til foråret er at nu skal man i top 2. For hvis man ser på truppen, så synes jeg ikke man kan forvente at ende i top 2. Brøndby kan ende i top 5 og stadig have spillet en positiv sæson. For det er tæt. FCK og FCM har bedre trupper, mens det er tæt med AGF og Brøndby.
Og lukker interviewet ned med den sidste sætning:
- Nej, det lyder ikke særlig sexet at ende som nummer fire eller fem. Men hvis vi kigger på truppen inden sæsonen, så synes jeg bare ikke pr. defination at man kunne forvente en placering på de øverste pladser for Brøndby.