
Teis Markfoged
Brøndby set udefra: Niels Frederiksen kan godt flytte Brøndby et niveau op
Aficionadoen, Eksperten og Journalisten er en artikelserie i tre afsnit, hvor 3point.dk har taget en snak med tre personligheder fra Fodbolddanmark med hver deres baggrund, men med fokus rettet på Brøndby. En snak om tingenes tilstand i Vestegnsklubben fra spillestil over Niels Frederiksen som fortsat fremtidig træner og hvor langt det hele kan bære. Første mand i stolen er journalist fra Ekstra Bladet, Gisle Thorsen, som 3point.dk ringede op en weekendaften for at tale Brøndby.

På en telefonforbindelse fangede 3point.dk fredag aften sportsjournalist på Ekstra Bladet, Gisle Thorsen, til en snak om den fortid, nutid og fremtid. Adspurgt til hvordan 2020 har været for Brøndby var Gisle klar i spyttet:
- Det har været overordentligt positivt. Hvis vi skal koge ned det, og huske hvad vi talte om for et år siden, så var det alle de her mål, rutine og kvalitet som var væk i form af Wilczek, Kaiser og Mukhtar.
- Det var ligesom det Niels han overtog, hvem skulle score målene. Det var lidt den her øvelse med, vi tager de spillere der har præsteret bedst - hvert fald et par af dem for dig, og alligevel forventer vi nogenlunde du kan lave de samme resultater.
Der kommer også en anerkendelse fra sportsjournalisten, som gerne vil godkende præstationerne i 2020:
- Vi kan altid tale budget og spillere, men et Brøndby-hold der ligger nummer 1 er imponerende lige nu. Det er ikke kun til trænerens fortjeneste, der er en masse faktorer der spiller ind, men jeg læser også denne her debat om hvorvidt Frederiksen skal fortsætte eller ikke skal, hans resultater og det han har fået at arbejde med, så har han leveret i min bog.
- I det store billede har han [Niels Frederiksen] bestået.
Gisle Thorsen har dog som neutral iagttager dog lagt mærke til en ting i perioden med Niels Frederiksen som cheftræner kontra hans forgænger, Alexander Zorniger:
- Man kan sige nej, der er ikke den der samme Zorniger-eufori som der var da han kom til, og det der i næsten-mesterskabssæsonen skabte noget helt unikt og enestående, men personlighederne [NF og AZ] er også forskellige.
- Zorniger havde en personlighed der var anderledes end Niels Frederiksens. Den var mere tydelig, ikke at den ene var bedre end den anden personlighedsmæssigt, men Zorniger var mere ultimativ og satte på den måde gang i noget dengang.
Et spørgsmål om spillestil
Et punkt der kan skille vandene i den interne debat blandt fansene i Brøndby er spillestilen, eller mangel på samme ifølge kritiske røster. Under Zorniger var der fuld tryk på gaspedalen. Men hvordan spiller Niels Frederiksen?
Forespurgt direkte om Brøndby spiller fodbold som det er udlagt i strategi 6.4 under Niels Frederiksen kommer svaret prompte fra Gisle Thorsen:
- Nej.
- For at bruge en kliche, han er meget pragmatisk. Han siger okay, nu har jeg de her spillere, hvordan skaber jeg et hold, hvor deres kvaliteter bedst muligt kommer til deres ret og skaber de bedst mulige resultater.
Og uddyber:
- Niels Frederiksen spiller en lettere afventende, men også en meget direkte tilgang. At sætte nogle hurtige angribere hurtigt i scene når muligheden byder sig, og på at der er en kreatør i Jesper Lindstrøm, som kan score mål fra positioner andre ikke lige gør det fra.
Bliver strategien en hæmsko
Til spørgsmålet om hvorvidt den i strategi 6.4 definerede spillestil nærmest kan blive en hæmsko for Niels Frederiksen udlægger Gisle Thorsen tingene som følger:
- Det er rigtig fint at have den vision om spillet, og jeg kan også godt genkende baggrunden for hvorfor man gør det. Jeg var også på Brøndby Stadion i 90erne og oplevede det tryk, den presfodbold man spillede der. Men omvendt kan man også sige Niels Frederiksen har ikke fået frit tøjler til at håndplukke spillere, og sige skal vi skal spille på den her måde, vi skal bruge ham og ham og ham.
Der går ikke mange sekunder inden han uddyber:
- Tværtimod har han mistet nogle af sine bedste spillere, og… jeg vil ikke sige opfinde spillere, men skulle arbejde med det han har. Jeg tror han har været så klog, at han har kigget på sine spillere og set at de spillere han havde til rådighed måske ikke egnede sig allerbedst til så kompromisløst et presspil, så jeg gør det på den her måde.
Ifølge Gisle Thorsen var det mest af alt en spillestil der var meget tilpasset den tidligere tyske træner og hans meget stringente tilgang til fodbolden og det udtryk han ville have sit hold til at spille med:
- Som jeg så den strategi, så ser jeg straks et billede af den form for spillestil som Zorniger praktiserede.
For tilpasset til Zorniger?
- Ja, men det kommer også an på hvor ultimativ man ser den strategi. Jeg kan rigtig godt lide hensigten, men jeg tror også bare man er nødt til at se lidt mere realistisk på det med de økonomiske udfordringer klubben har haft. Jeg ser ikke en trup der er skræddersyet til den form for fodbold.
- Men fodbold udvikler sig også, og det der med at have nedfældet noget om at skulle have det bedste presspil…
Et skift af tendenser i fodboldens udvikling
Fodbolden og de tendenser der følger med nytænkning blandt trænerne rundt om i Europa betyder også nye impulser og ideer opstår.
- Hvis man betragter fodbold ude fra, så går det i bølger. Hvad er populært lige nu. Så var der tiki taka, så skulle alle spille meget ultimativt pres, nu virker det som om der er et skifte på vej igen.
Som Gisle Thorsen anskuer det, så var det der, hvor Zorniger var ultimativ i sin tilgang til fodboldspillet:
- Men det var bare der hvor Zorniger sagde, hvorfor have en plan B, hvis du er god nok til at udføre din plan A, og det er der selvfølgelig også en vis mening i, men jeg tror også hele den der udvikling i fodbold, hvor fleksibilitet kommer mere i spil begynder at sætte sig igennem.
Forventninger og fremtid
Det er tydeligt, hvad Gisle Thorsen, som neutral iagttager, vurderer sæsonen 2020/21 har været indtil videre for Brøndby:
- Jeg synes man har oversteget forventningerne. Naturligvis skal man have in mente der er en klub inde i byen der har voldsomt underpræsteret, og ikke har været i toppen. Men målt alene på resultater har Brøndby klart overgået de forventninger man kunne have til truppen.
Og smider indskudt en snert af kritik afsted mod Niels Frederiksen.
- Det spillemæssige udtryk har måske ikke været overbevisende hele vejen igennem. Der var mange kampe der har balanceret med et mål til en af siderne, som Brøndby trak sig sejrrigt ud af.
Men den generelle vurdering af fremtiden for Brøndby vurderer Gisle Thorsen dog som positiv for klubben:
- Det synes jeg i den grad man er. Hænger også sammen med man har en fodbolddirektør [CV] som tager nogle gode beslutninger, og ikke ryster på hånden. Der har man ramt noget, og selvfølgelig også ros til træneren og spillerne.
For en ting som tidligere har præget Brøndby en del mangler nemlig ifølge journalisten:
- Der er slet ikke den der uro og blæst omkring klubben som der ellers nærmest har været omkring klubben i et årti fraset et par enkelte gode perioder.
Og adspurgt om Niels Frederiksen er træneren der kan løfte Brøndby yderligere i niveau svarer Gisle Thorsen:
- Jeg tror man skal kigge endnu mere på økonomi. For man kan have nok så dygtig en træner, men hvis du ikke har økonomien. Som det er Dan Hammer og Mads Davidsen siger i deres nye bog, så er økonomi som jeg husker det 70% af baggrunden for en klubs placering.
Holder en pause, inden han fortsætter:
- Så kan man sige Niels Frederiksen har måske ikke den mest iøjnefaldende karisma som andre trænere måske har, men man må også bare sige, at han har leveret meget solidt, og mere end det. Men det er også bare sådan, at jeg synes ikke man skal belønnes når man skal træffe den beslutning, og det tror jeg også CV iskoldt gør, så siger han - hvem er den bedste mand fremover? Det kan godt være du har haft et godt 2020, men hvis det er vi tror der er en bedre mand for Brøndby i 2021, så er det ham vi tager.
Gået på klingen for et ja eller et nej til hvorvidt Niels Frederiksen kan løfte niveauet på Superliga-holdet kommer svaret:
- Det tror jeg godt han kan være, hvis han får værktøjerne til det [i form af de spillere der skal til]. Det er trods alt ikke en tryllekunstner I har rendende rundt derude. Men med de rette spillere, så ser jeg ham ikke som dårligere end de andre trænere i de store klubber.
Mini-SWOT analyse
På falderebet beder 3point.dk Gisle Thorsen om at lave en hurtig SWOT (Styrker, Svagheder, Muligheder og Trusler) analyse af Brøndby ved årsskiftet 2020/21:
- Styrker… CV, rolig hånd, optimisme, Jobbe
- Svagheder… Det må være butikken der ikke kan løbe rundt. Driften i klubben. At man ikke har været dygtige nok / heldige nok til at lave de store salg, fordi man også har været uden for Europa - udover FCN, er Europa et kvalitetsstempel som sælger.
- Mulighederne ligger i fremtiden. Årgang 2004-2006, ved der kommer en stærk årgang igennem der som jeg hører det. Der er man nogenlunde på niveau med FCK og FCM, og det er faktisk en præstation efter så langt man har været nede. Brandet Brøndby - fansene, opbakningen, den måde klubben kan mobilisere fanbasen på, det er enestående og med til at Brøndby aldrig bliver uinteressant.
- Trusler… Det er Jan Bech. Hvis han ikke har lyst til eller kan bruge flere penge. Hvem skal så ind og tage over? For ti år siden var det A og B aktier, dem ville man af med, nu er det en anden konstruktion, men nu ligger man så i en mands hænder, hvor man er afhængig af Jan Bech, og dermed en trussel - for hvem skal så ind?