Brøndby sænket af Rostov i sidste test
Paulus Arajuuri var blandt Brøndbys bedste, da de lørdag aften endte med et 1-0-nederlag til FK Rostov i sommerens sidste testkamp. Brøndby spillede lørdag afte

Paulus Arajuuri var blandt Brøndbys bedste, da de lørdag aften endte med et 1-0-nederlag til FK Rostov i sommerens sidste testkamp. Brøndby spillede lørdag aften sommerens sidste træningskamp. FK Rostov ventede på træningslejren i Østrig og Alexander Zorniger havde valgt følgende 11 som startere i kampen:Frederik Rønnow Johan Larsson - Paulus Arajuuri - Benedikt Röcker - Svenn Crone Christian Nørgaard Kasper Fisker - Besar Halimi Hany Mukhtar Teemu Pukki - Jan KlimentDet kunne derfor godt se ud til, at Alexander Zorniger stillede i det, der i øjeblikket er stærkeste opstilling. Svenn Crone ser ud til endnu en gang at have vundet slaget om venstreback, mens Paulus Arajuuri køres ind ved siden af Röcker, da Hjörtur Hermannsson skal afsone karantæne i de to første Superliga-kampe. Chancefattigt og Kliment-offsides Brøndby forlængede i går lejeaftalen med angriberen Jan Kliment, så han også trækker Brøndby-trøjen over hovedet i den kommende sæson. Tjekken har set stærk ud i træningskampene hidtil, men mod Rostov havde han problemer. Kliment løb i første halvleg offside fire-fem gange. Rostov-bagkæden var god til at trække linjen, men det lykkedes ikke for Kliment at komme på den rigtige side på de bolde, han blev fodret med. Det var generelt en chancefattig første halvleg, hvor Rostov havde det fint med at stå dybt og lade Brøndby bygge op nede fra bagkæden. Zornigers tropper havde svært ved at finde hullerne centralt og Rostov-spillerne gik hårdt ind i duellerne. De havde i hvert fald læst lidt bedre på lektien, end Qarabag havde i søndags. Det var tydeligt. Johan Larsson startede kampen med et par fejl, men spillede sig gevaldigt op og var rigtig god i genpresset, hvor han flere gange erobrede bolden højt på banen og satte Brøndby-angreb i gang. Christian Nørgaard ryddede godt op og viste som vanligt godt overblik, når bolden skulle ekspederes væk, selv i pressede situationer. Første halvlegs bedste for Brøndby var dog Paulus Arajuuri. Den brølstærke finne viste god timing i sine no-nonsense-indgreb og var en evig stopklods for de russiske spillere. Ligner en mand, der er ved at finde både formen og kampformen. Fungerer fint sammen med Röcker, hvor tyskeren er den boldspillende og finnen den duelstærke. Det var dog Rostov, der havde første halvlegs største mulighed, da de fik sendt et forsøg på overliggeren. Bolden hoppede ned på målstregen, men sneg sig ikke ind i Frederik Rønnows mål. Derfor gik holdene til pause med stillingen 0-0. Brøndby var kommet langt bedre med mod slutningen af halvlegen, hvor de halve chancer blev spillet en smule større, end det var tilfældet indledningsvis. Russisk kontra og et søgende Brøndby-hold Fra anden halvlegs start sendte Zorniger Zsolt Kalmar på banen i stedet for Besar Halimi. Efter en relativt begivenhedsløs indledning på anden halvleg, blev også Hjörtur Hermannsson, Gregor Sikosek og Kamil Wilczek sendt i spil. Ud gik Svenn Crone, Paulus Arajuuri og Teemu Pukki. Få minutter efter indskiftningerne angreb Brøndby hidsigt, men russerne opsnappede bolden og slog kontra. Bolden blev slået dybt til en russer, der kom alene igennem med Frederik Rønnow, som måtte lade sig passere. 1-0 til Rostov. Brøndby havde overordentligt svært ved at nedbryde Rostov og få skabt chancer. Der var mange fine momenter på banen og Hany Mukhtar lavede flere gode detaljer, men hvis ikke det var den sidste aflevering, der manglede kvalitet, var det afslutningen. Hermannsson må fremhæves som et af de positive Brøndby-aspekter i anden halvleg. Gregir Sikosek tabte en duel højt på banen og så kunne en russer spille en holdkammerat fri. Men bedst som det så ud til, at han var alene med indskiftede Benjamin Bellot, kom Hermannsson glidende i et fremragende timet indgreb. Blot en af flere gode aktioner fra islændingen i kampen. Kevin Mensah var kommet ind som angriber i denne kamp og Brøndby-spillerne forsøgte flere gange at finde ham i dybden. Men meget symptomatisk for Brøndbys indsats, var det hele tiden lige-ved-og-næsten. Også Mads Juel Andersen, Morten Frendrup, Rezan Corlu og Gustaf Nilsson blev sendt i spil i kampen. Men ingen af indskifterne formåede at ændre kampbilledet. Det endte derfor med en 1-0-sejr til FK Rostov i Brøndbys sidste testkamp denne sommer. En ganske chancefattig kamp, hvor Brøndby havde vanskeligt ved at skabe chancer. På torsdag går det løs i Europa League mod VPS Vasaa.