.jpg%3F2026-07-06T09%253A23%253A48.294Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Brøndby: Riveros har fået grønt lys til skifte
Brøndby IF har givet Blas Riveros grønt lys til at skifte. Der er konkrete forhandlinger med en klub og paraguayaneren træner derfor ikke med i Brøndby de kommende dage.

I løbet af onsdag begyndte der at versere historier om et skifte for Blas Riveros til den argentinske klub Talleres.
Nu har Brøndby IF meldt ud på sin hjemmeside, at Riveros rigtigt nok har fået fri til at afsøge et skifte til en konkret klub.
- Blas kom til Brøndby IF i 2020 på en fornuftig transfer fra FC Basel. Han blev desværre skadet hurtigt derefter, men fik kæmpet sig flot tilbage og har det sidste halvandet års tid været fast mand på holdet, ligesom han også er tilbage på det paraguayanske landshold. Med knap et år tilbage af sin kontrakt er der nu kommet en konkret mulighed for Blas, som både vi og han finder attraktiv. Derfor har vi givet Blas lov til at bruge de næste par dage på at afsøge muligheden, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
25-årige Blas Riveros kom til Brøndby IF for tre år siden. Han har spillet 62 kampe i gult og blåt, hvor det er blevet til to scoringer og ti assist.