
Teis Markfoged
Brøndby pligtsejrede og tankede selvtillid med 8-1 i pokalen
Brøndby IF pligtsejrede sig videre i Sydbank Pokalen mod Allerød FK efter en sejr på 8-1.

Torsdag aften trådte Brøndby IF ind i Sydbank Pokalen. Tredje runde bød på en “udekamp” mod Danmarksserie-holdet Allerød FK på Brøndby Stadion.
Brøndbys trænerteam skiftede gevaldigt ud i startopstillingen og der var blandt andet debut til Henrik Heggheim og startdebut til Oskar Fallenius og Marko Divkovic.
I kampens indledning så det ud til at det kunne blive en noget nervøs og forkrampet aften for Brøndby. Den sidste kvalitet manglede i aktionerne i og omkring Allerød-feltet. Allerød kunne også sagtens true den anden vej og havde blandt andet et glimrende langskud fra kanten af feltet, som gik tæt over mål.
Men Brøndby fik sat mere og mere tempo i spillet. Det var tydeligt, at det var den store forskel på de to hold. Andreas Bruus fandt plads i højresiden og lagde et præcist indlæg ind i panden på Andrija Pavlovic, der headede de blå/gule foran 1-0.
Pavlovic befandt sig tydeligvis godt i en 4-3-3 som den midterste af de forreste, mens Marko Divkovic startede kampen godt, men faldt helt ud i løbet af halvlegen. Fallenius prøvede meget og var hele tiden spilbar, men manglede den sidste skarphed i sine aktioner.
Det gjorde Christian Cappis til gengæld ikke, da han få minutter efter føringsmålet udbyggede til 2-0. Andreas Maxsø spillede en god bold op gennem kæderne og Cappis tog den med og scorede sikkert.
Brøndby-spillerne kunne sænke skuldrene og bare spille nu. Det gjorde de og vi fik yderligere et par kasser at varme os på inden pausen.
Målet til 3-0 var hvad man i målscorerens hjemland måske ville kalde “a beauty”. Cappis modtog bolden, lagde den til rette og hakkede den i mål via undersiden af overliggeren.
Lige inden pausefløjtet scorede Michael Lumb sit første mål i Brøndby-trøjen efter godt samspil med Fallenius. Venstrebacken fik bolden i feltet og tog den godt med, inden han køligt vippede den i kassen til 4-0, som var stillingen ved pausen.
Brøndby udnyttede den store føring til at give hvil til Maxsø og Bruus, der i pausen blev erstattet af Sigurd Rosted og Jens Martin Gammelby.
Pavlovic blev dobbelt målscorer, da han var først over en tilfældig nedfaldsbold i feltet. Der var dog intet tilfældigt over den måde, den blev hakket i kassen på.
Indskiftningerne begyndte at regne ned over begge hold, men det var bestemt ikke noget, der gjorde Brøndby dårligere. Det var sultne spillere, der kom på banen. En af dem var Jagvir Singh, der gav hele stadion Mohamed Zidan-vibes, da han så let som ingenting satte et par Allerød-spillere, inden han lagde den i mål via stolpen.
Fallenius ville også lege med. En velspillende Cappis spillede svenskeren helt fri inde centralt og så fik han også scoret sit første mål for Brøndby.
Det var til gengæld ikke første mål, da indskiftede Mikael Uhre gjorde det til 8-0. Cappis var kort forinden blevet nedlagt i feltet og der blev helt korrekt dømt straffespark, som Uhre altså sikkert eksekverede.
Med fem minutter igen fik Allerød et mål at lune sig på, da Tobias Christiansen spolerede Thomas Mikkelsens planer om et clean sheet og reducerede til slutresultatet 8-1.
Det blev derfor en god dag på kontoret for Brøndby, der naturligvis pligtsejrede, men også tankede selvtillid med en storsejr og videre avancement i pokalen.