3POINT
Nyheder1. mar. 2018

Brøndby overtager Superligaens førsteplads: Fisker sikrede sejren i Herning

FC Midtjylland mod Brøndby IF. Alka Superligaens nummer et mod nummer to. Der var lagt op til en vanvittigt vigtig kamp i Herning torsdag aften, og takket være

3point person
3point.dk1. mar. 2018

FC Midtjylland mod Brøndby IF. Alka Superligaens nummer et mod nummer to. Der var lagt op til en vanvittigt vigtig kamp i Herning torsdag aften, og takket være Kasper Fisker var det Brøndby IF der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret og dermed indtage førstepladsen i Superligaen. Der var forventninger om stort drama i Herning torsdag aften, og drama blev der rigeligt af. Det startede allerede efter 40 sekunder, da Zsolt Korcsmar headede kuglen i kassen. Dommer Michael Tykgaard dømte dog frispark, da Anthony Jung blev hevet omkuld andetsteds i feltet. Et halvt minut senere var Brøndby på spil i den anden ende, da Kasper Fisker efter fine kombinationer fik sparket på mål og tvang Jesper Hansen ud i en flot parade. Der var på dette tidspunkt spillet halvandet minut. Så var vi ligesom i gang. Et par minutter senere viste Gustav Wikheim, at Brøndbyforsvaret skulle være ekstra opmærksomme på ham. Nordmanden satte Simon Tibbling på baglinjen og lagde bolden ind til Korcsmar der fik skovlet bolden mod mål, men Frederik Rønnow var vågen med en god parade. Brøndby viste sig også frem offensivt, hvor Kasper Fisker erobrede bolden på kanten af feltet og sendte Teemu Pukki i dybden. Finnen lagde et fladt indlæg forbi Jesper Hansen, men på bagerste stolpe var Hany Mukhtar lige præcis en halv meter for kort til at kunne sende indlægget i det tomme mål. Men Brøndby var særdeles aktive, og efter tyve minutter gav det pote. Hany Mukhtar bragte sig i en en-mod-en-situation mod Korcsmar, som han satte fuldstændigt af. Mukhtar løb til baglinjen og lagde den skråt bagud til Kasper Fisker, der havde taget løbet ind i feltet og kunne sparke Brøndby IF i front. Ti minutter senere var Brøndby endda tæt på at udbygge føringen, men Fiskers hjørnespark strøg hele vejen gennem feltet, og Jan Kliment var lige en hårbredde fra at kunne hoppe helt op og nå bolden. I løbet af halvlegen følte FC Midtjylland sig bortdømt flere gange. Ikke bare i forbindelse med det annullerede mål efter 40 sekunder, men også både Mikkel Duelund og Mads Thycosen appellerede undervejs i første halvleg for straffespark. Det blev dog ved appellerne, og Brøndby gik til pause med en 1-0-føring. Efter pausen var hjemmeholdet meget offensivt indstillede - de ville frem og score. Efter fem minutter kom Jakob Poulsen først på et indlæg fra Marc Dal Hende men sparkede over, og minuttet senere tog Mads Thycosen en god solotur, men endte med at blive pillet af Frederik Rønnow. Midtjylland slap speederen mod midten af anden halvleg, hvilket tillod Brøndby at komme længere frem på banen. Brøndby skabte dog ikke meget, men tyve minutter før tid kunne den være blevet lukket. Efter lidt klumpspil og returbolde fik Teemu Pukki lagt bolden til rette for Kasper Fisker, der dog fik skovlet bolden langt over mål fra midten af feltet. Ti minutter fær tid var det så Hany Mukhtar, der fik chancen foran mål til at lukke kampen, men denne gang diskede Jesper Hansen op med en feberredning på Mukhtars yderligt placerede spark. Brøndby var i kontrol, og selvom FC Midtjylland pressede på i slutminutterne kunne de ikke forhindre en sejr til Brøndby IF. Det endte 0-1 på heden. Med sejren overtager Brøndby IF nu førstepladsen i Alka Superligaen fra dagens modstander.

Mest kommenterede nyheder