
Teis Markfoged
Brøndby og Vejle i skuffende deler
Brøndby IF formåede ikke at vinde over et defensivt Vejle-hold og taber derfor to point i topstriden.

Man siger, at kontinuitet vinder fodboldkampe. Og efter den overbevisende sejr over OB i seneste runde, havde Brøndbys cheftræner, Jesper Sørensen, ikke fundet anledning til at lave ændringer i de startende 11 til søndagens opgør mod Vejle Boldklub på Brøndby Stadion.
Det var da heller ikke fordi, det ikke fungerede i første halvleg for Brøndby.
De blå/gule kom frem til chancer, men indlæg og afslutninger manglede de sidste, før Brøndby kunne komme foran mod et meget defensivt Vejle-hold, der uden bolden stod afventende i en 5-4-1.
Derfor måtte de to hold gå til pause uden scoringer, og Brøndby-spillerne skulle finde den sidste kvalitet og tempoet frem i pausen, hvis der skulle tre point i banken til topstriden.
Selvom Jesper Sørensen ikke havde lavet ændringer op til kampen, kom der en enkelt i pausen, hvor Sebastian Sebulonsen måtte vige pladsen for Kevin Tshiembe, der skubbede Sean Klaiber ud på den vante højre wingback til anden halvlegs start.
Da de heller ikke havde båret frugt efter en times spil, så Brøndby-chefen sig nødsaget til at foretage en dobbelt indskiftning, hvor Mathias Kvistgaarden og Filip Bundgaard kom ind i stedet for Yuito Suzuki og Ohi Omoijuanfo.
Som anden halvleg skred frem begyndte tvivlen om, at Brøndby ville trække sig sejrrigt ud af opgøret, virkelig at sprede sig på tribunerne.
Uskarpheden var simpelthen for stor, og samtidig kom Vejle et par gange faretruende tæt på en føring.
De 23.106 fremmødte Brøndbyfans fik dog lov at juble, da Noah Nartey for første gang kunne sætte knupperne fra støvlerne i græsset på Brøndby Stadion, da det 18-årige talent fik det sidste kvarter i stedet for Mathias Greve.
Med fem minutter igen af ordinær tid skete det så. Det, der ikke måtte ske for Brøndby. Vejles tårnhøje forsvarer Oliver Provstgaard headede bolden ind bag Patrick Pentz, og så kunne de medrejsende Vejle-fans bryde ud i jubel.
Dog ikke længe, for blot et par minutter efter fik Nicolai Vallys tilkæmpet sig et straffespark til Brøndby, som Daniel Wass sparkede sikkert og rutineret ind til en udligning.
Og så var det de resterende tribuner, der gyngede, og med seks minutters tillægstid, skulle Brøndby på jagt efter føringen.
De blå/gule jagtede til det sidste, men brød ikke igennem Vejle-muren en gang mere, og må derfor erkende en skuffende uafgjort mod Vejle.