Brøndby- og FCK-fans til Københavns Politi: I giver et forkert billede
Københavns Politi har tegnet et forkert billede af virkeligheden gennem udtalelser, der sætter fodboldfans i bås som ballademagere, mener Brøndby Support, FC Kø

Københavns Politi har tegnet et forkert billede af virkeligheden gennem udtalelser, der sætter fodboldfans i bås som ballademagere, mener Brøndby Support, FC København Fan Club og Danske Fodbold Fanklubber, som er gået sammen i en fælles udmelding. Brøndby Support, FC København Fan Club og Danske Fodbold Fanklubber er afsenderne på en fælles udmelding fredag, som kommer i kølvandet på en udtalelse fra Københavns Politi i på ekstrabladet.dk. I artiklen udtalte en ledende politiinspektør følgende: - Jeg håber, at det man kommer til at se er vores dialogbetjente, men jeg tror, at med det trusselsbillede der er i København med de her ca. 30.000 fodboldfans, hvor en stor del af dem vil i konfrontation med hinanden, så lur mig om vi ikke kommer til at se kampklædt politi på gaden. Det har fået de ellers rivaliserende fanklubber fra Brøndby og FCK til at gå i fælles front mod udmeldingen, som skærer de mange fodboldfans over en bred kam og i øvrigt tegner et billede, der ikke stemmer overens med virkeligheden. - I Brøndby Support, FC København Fan Club og Danske Fodbold Fanklubber tager vi skarpt afstand fra vold og hærværk. Dog mener vi, at retorikken fra Københavns Politi hverken er klædelig eller bidrager til den positive stemning, der normalt kendetegner landspokalfinalen i dansk fodbold, lyder det i den fælles udmelding. - Vi opfordrer derfor Københavns Politi til fremover at nuancere deres billede af danske fodboldfans. De forskruede udtalelser i Ekstra Bladet har medført, at fodboldfans over en bred kam ufrivilligt blevet sat i bås med den meget lille procentdel, der ikke kan finde ud af, hvordan man opfører sig. Det finder vi ikke rimeligt. Du kan læse hele udmeldingen fra Brøndby Support, FC København Fan Club og Danske Fodbold Fanklubber her.