
Carl Johan Dahl
Brøndby-nedtur i Aarhus
Brøndby fik ikke fulgt op på den flotte sejr over FC Midtjylland i seneste runde og må tage fra Aarhus med et nederlag til AGF.

Samme startopstilling som i sejren over FC Midtjylland i seneste runde. Det kan vel ikke gå helt galt så?
Men Brøndbys landsholdspause blev forlænget med et kvarter.
Hjemmeholdet sad nemlig på det hele i kampens indledning, indtil Brøndbys første afslutning, der fald efter 13 minutter.
Her erobrede Josip Radosevic bolden, fandt Yuito, der spillede den på tværs til Mileta Rajovic, som sparkede bolden langt ind i Marselisskoven.
Herfra kom Brøndby i bedre kontrol, men det blev kun til en god periode på små ti minutter, inden AGF igen tog kontrollen over opgøret.
Og det kunne ikke blive ved med at gå. Efter en halv time kom hjemmeholdet i front.. kan du gætte hvem, der scorede?
Nemlig. Patrick Mortensen sparkede AGF foran på et sikkert eksekveret straffespark, efter bolden kort forinden var oppe at kysse Clement Bischoffs hånd efter en stor AGF-chance. Den unge wingback måtte også lade sig notere for et gult kort, selvom hele Ceres Park – med undtagelse af udebaneafsnittet, selvfølgelig – appellerede for et mørkere et af slagsen.
Brøndby var på hælene i første halvleg, mens AGF spillede både mere modigt og kreativt, og det kunne sagtens have været værre end det egentlig pauseresultat 1-0.
Noah Nartey blev skiftet ind i stedet for Stijn Spierings til anden halvlegs start.
Men trods et fint indhop og ny energi til et energiforladt Brøndby-hold, var det stadig svært for de blå/gule at vinde duellerne, og Jesper Sørensens mandskab valgte ofte det svære offensive spil.
Sebastian Sebulonsen blev Brøndbys farligste mand i anden halvleg, men nordmanden manglede den sidste skarphed for at sende Brøndby tilbage i opgøret.
Mulighederne burde ellers være til det, for AGF spillede mere tilbageholdende end i første halvleg og kom ikke frem til mange store chancer.
Det var dog utroligt tæt på, at Brøndby alligevel kunne få et enkelt – lidt ufortjent – point med fra Aarhus.
Med ti minutter igen ramte Yuito Suzuki nemlig undersiden af underliggeren, og så kommer det vel ikke meget tættere på.
Nettede blafrede da også bag Jesper Hansen mod slutningen af kampen, men der blev hurtigt fløjtet.
AGF lignede simpelthen et hold, der ville det mere, og de fortsætter med at være Brøndbys onde ånd, som vi har set det før i den seneste periode. Denne gang med en sejr på 1-0 over et Brøndby-hold, der ser ud til at skulle kæmpe for top-6.