3POINT
Nyheder1. feb. 2016

Brøndby nedlagt af de russiske mestre

Zenit var for stærke for Brøndby. De russiske mestre sikrede sig en sejr på 2-0 på mål af Oleg Shatov og Axel Witsel. FOTO: Robert Hendel Brøndby stod over for

3point person
3point.dk1. feb. 2016

Zenit var for stærke for Brøndby. De russiske mestre sikrede sig en sejr på 2-0 på mål af Oleg Shatov og Axel Witsel. FOTO: Robert Hendel Brøndby stod over for en svær første modstander ved dette års Atlantic Cup, da de blågule skulle op mod de russiske mestre fra Zenit. Det blev også tidligt tydeligt, at det var en hård opgave. Efter et kvarter havde Brøndby-spillerne begået syv frispark, hvilket vidnede om russere, der var hurtige i tanke og handling. Men Brøndby blev bestemt ikke spillet ned under guldbrædderne. Til tider satte Thomas Franks tropper fine kontramuligheder op, men den sidste skarphed omkring feltet manglede. Det gjorde den til gengæld ikke for Zenits Oleg Shatov, da han efter 33 minutters spil trykkede på mål udefra. Hans flade, hårde spark smuttede forbi Frederik Rønnow i det korte hjørne og gik i mål. 1-0 til Zenit, og det var ganske fortjent set ud fra spil og chancer. I pausen foretog Brøndby to udskiftninger. Rodolph Austin erstattede Thomas Kahlenberg på midtbanen, mens Malthe Johansen gik ind for Daniel Agger i midterforsvaret. Frederik Rønnow gjorde generelt en god figur i kampen, og efter 53 minutter viste han klassen. Efter et Zenit-hjørnespark nåede en russisk spiller højest. Han headede bolden i jorden, men Rønnow hev en superredning frem og reddede Brøndby fra at komme bagud 2-0. Om det var udskiftningerne af de to erfarne i Kahlenberg og Agger der gjorde at det blev meget svært for Brøndby i anden halvleg, skal være usagt. Men de blågule blev presset helt i bund fra nærmest første fløjt. Og det var næsten uundgåeligt, at det skulle blive 2-0 til Zenit. Det blev det så efter 57 minutter, da Axel Witsel tæmmede en bold med brystet og flot flugtede den på undersiden af overlæggeren og i mål. Ingen chance for Frederik Rønnow i målet. Knap fem minutter efter scoringen var der uofficiel debut til David Boysen, som blev skiftet ind på den ene kant i stedet for Christian 'Greko' Jakonbsen, som havde det svært i kampen. Herfra bølgede det frem og tilbage. Brøndby kom fint med i kampen igen og havde flere gode muligheder, men fik ikke omsat til mål. Det endte derfor med en 2-0-sejr til Zenit i Brøndbys første træningskamp ved Atlantic Cup 2016. KAMPEN I TAL: '33. 1-0 Zenit, Oleg Shatov '45. Daniel Agger UD - Malthe Johansen IND '45. Thomas Kahlenberg UD - Rodolph Austin IND '57. 2-0 Zenit, Axel Witsel '63. Kamil Wilczek UD - Christian Nørgaard IND '63. Lebogang Phiri UD - Frederik Holst IND '63. Christian 'Greko' Jakobsen UD - David Boysen IND

Mest kommenterede nyheder