Brøndby nærmer sig andenpladsen: Niels Frederiksen kigger mere opad end ned
Med søndagens sejr over Esbjerg lagde Brøndby yderligere afstand til fjerdepladsen, mens de samtidig halede ind på andenpladsen. Og holdets træner er ikke i tvi

Med søndagens sejr over Esbjerg lagde Brøndby yderligere afstand til fjerdepladsen, mens de samtidig halede ind på andenpladsen. Og holdets træner er ikke i tvivl om, hvad de sigter efter. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby tog tre point mod Esbjerg søndag. Samtidig fik Randers FC på fjerdepladsen blot et enkelt point og derfor har Brøndby nu fem point ned til Superligaens fjerdeplads. Det er en position, som Brøndby-træner Niels Frederiksen er meget tilfreds med, selvom han ikke føler sig så solid på bronzepladsen, som det ellers kan se ud udefra. - Solidt og solidt, det ved jeg ikke. Der er mange kampe endnu. Hvis du sammenligner med sidste sæson, så har vi vist 10-12 point mere end samme tid sidste år. Det skal vi glæde os over og det gør vi også. Når jeg ikke står og storsmiler, så er det fordi, der er nogle ting i spillet, vi ikke er super tilfredse med, sagde Niels Frederiksen til 3point.dk efter Esbjerg-kampen. Brøndby har nu fem sejre i streg og da FC København samtidig tabte søndag, er der nu blot tre point op til dem på Superligaens andenplads. - Nu har vi skabt os selv et rigtig godt udgangspunkt. I de næste fire kampe har vi bl.a. FCK og FC Midtjylland. Det vil sige, at nu kan vi sætte jagten ind på at komme lidt tættere på. Vi kan da godt tillade os i dag, at kigge mere opad end ned. Før der står FCK og FCM på menuen, skal Brøndby først prøve kræfter med AGF på næste søndag.