Teis Markfoged
Brøndby mister tre dyre point i kæmpe Lyngby-skuffelse
Med søndagens andre resultater i 3F Superligaen, var Brøndby tvunget til sejr, hvis man ville holde sig på en af de seks sjoveste placeringer i landets bedste fodboldrække.

Det blev en forårskamp på en vinterbane denne eftermiddag på Lyngby Stadion, hvor grønsværen ikke ligefrem lagde op til fodbold i verdensklasse. Særligt Brøndbys spil blev noget knoldet og kun to større chancer blev det til i første halvleg - begge til Ohi, som dog manglede den sidste kvalitet i afslutningerne.
0-0 i pausen efter en ikke særlig seværdig første halvleg.
Brøndby ændrede stil i anden halvleg. De pæne opspil blev lagt på hylden, og for en stund gjaldt det bare om at skabe så mange chancer som muligt og lægge tryk på modstandernes felt.
Men efter 64 minutter skete det, som ikke måtte ske for Brøndby. Lyngbys Alfred Finnbogason headede et hjørnespark i mål, og efter et VAR-gennemsyn kunne jublen sprede sig på Lyngby Stadion.
Jesper Sørensen forsøgte at tilpasse sig den dårlige bane og den nye situation, med et Brøndbyhold som stod til at tabe mod 3F Superligaens 12. plads. Håkon Evjen startede med at bytte plads med Mathias Kvistgaarden, og lidt senere kom også Anis Slimane og Marko Divkovic på banen.
Men lige lidt hjalp det. Brøndby kunne ikke sætte en udlignende scoring ind og for at gøre skidt værre, måtte Blas Riveros lade sig udskifte med en skade efter 86 minutter.
Og selvom det virkelig var tæt på i de døende minutter, så stod Lyngby-keeper Mads Kikkenborg nok sin karrieres bedste kamp og nappede alt.
Det blev derfor til et fatalt pointtab i jagten på top-6 mod Superligaens absolutte bundhold.