Brøndby-kvinder kan miste 6-1-sejr: Brugte karantæneramt spiller
Brøndbys kvinder fik en god start på den nye sæson, da de lørdag knuste nyoprykkede FC Nordsjælland med 6-1. Men nu får kampen et efterspil, der kan betyde at d

Brøndbys kvinder fik en god start på den nye sæson, da de lørdag knuste nyoprykkede FC Nordsjælland med 6-1. Men nu får kampen et efterspil, der kan betyde at de taberdømmes. Tilbage i maj spillede Brøndbys bedste kvindehold deres hidtil seneste turneringskamp, da de tabte pokalfinalen til Fortuna Hjørring. Dengang var det ikke alene nederlaget, der var dårlige nyheder for Brøndby IF. Undervejs i kampen modtog Kamilla Karlsen to advarsler, og dermed rødt kort. Men lørdag, da Brøndbys bedste kvindehold igen skulle i aktion, var Kamilla Karlsen igen på banen. Og det mener FC Nordsjælland ikke, hun måtte. - Vi har sendt en skrivelse til DBU, hvor vi beder dem om at kigge nærmere på sagen. Hvis de siger, at vi har ret, men at vi skal nedlægge protest, så er det nok den vej, vi går, siger Christian Taylor, FC Nordsjælland-kvindernes direktør, til DR. Hvis FC Nordsjælland får medhold, står Brøndby IF til at dømmes som taber af kampen med cifrene 0-3.