Brøndby kører bare på: Klar til pokalfinalen efter sejr over FCM
Brøndby IF og FC Midtjylland har været de to bedste hold i dansk fodbold i denne sæson. Torsdag aften mødtes de i pokalsemifinalen, og den bød på en sikker hjem

Brøndby IF og FC Midtjylland har været de to bedste hold i dansk fodbold i denne sæson. Torsdag aften mødtes de i pokalsemifinalen, og den bød på en sikker hjemmesejr på 3-1, der sender Brøndby i pokalfinalen. For blot en uge siden spillede Brøndby IF og FC Midtjylland et højdramatisk topopgør i Alka Superligaen, hvor FC Midtjylland kom godt ud og satte sig på opgøret fra kampens start. I dag var det lige omvendt. FC Midtjylland gav bolden op, og efter et par hovedstødsafleveringer holdene imellem erobrede Brøndby bolden og med små hurtige pasninger blev Teemu Pukki sendt afsted. Finnen drev bolden flot fremad, og blev tacklet på kanten af feltet. Bolden blev tacklet hen til Kamil Wilczek som firsttimede bolden i nettet helt nede langs fjerneste stolpe. 26 sekunder spillet; 1-0 til Brøndby! Midtjyderne virkede desillusionerede og forvirrede, og Brøndby pressede i høj grad på. Bare to minutter efter scoringen sendte Pukki bolden forbi Bill Hamid i FCM-målet, men Markus Halsti fik løbet den op inden den ramte stregen. Midtjylland havde blot én afslutning i de første 40 minutter, så Brøndby sad helt tungt på opgøret. Efter et kvarter kastede det endnu en scoring af sig. Tibbling erobrede bolden højt, satte sin modspiller af og spillede Pukki helt fri. Finnen havde tid til at tage bolden til sig i feltet, lægge den til rette og sparke den køligt forbi Hamid. Brøndby styrede opgøret før pausen, og kunne snildt have scoret mere. Teemu Pukki havde både en hælforsøg og et langskud, som sneg sig lige udenom målet. Midtjyderne nåede dog at sende en advarsel inden pausen. Bubacarr Sanneh headede bolden i nettet, men var en smule offside. Efter pausen kom FC Midtjylland hurtigt ud. De sendte høje Paul Onuachu i aktion, og efter 2 minutter vandt han en andenbold, som endte hos Gustav Wikheim. Nordmanden, der scorede to mål for midtjyderne i sidste uge, hamrede resolut bolden op i det fjerneste målhjørne, og så var kampen pludselig åben igen. Der blev pludselig presset mod Brøndbys defensiv, nu hvor de kunne slå lange bolde op mod Onuachu. Det blev lettere for dem at vinde andenboldene, og specielt Gustav Wikheim nød godt af muligheden for at løbe hurtigt omkring den lange nigerianer. Det var ikke fordi Brøndby spillede dårligt, men FC Midtjylland så ud til at være kommet skarpere ud fra pausen. Lige indtil .. Marc Dal Hende brokkede sig ved hjørneflaget over et manglende frispark, og i stedet fik Brøndby indkast. Larsson kastede hurtigt bolden ind i feltet og fangede forsvaret i ubalance. Bolden dumpede ned for fødderne af Kamil Wilczek med ryggen til mål. Polakken vendte rundt og sparkede bolden mod mål, og Bill Hamid nåede ikke at reagere. Netop Dal Hende fik en hovedrolle ti minutter senere, da han bremsede Teemu Pukki i en friløber. Dommeren viste det gule kort, og da Dal Hende allerede havde et i forvejen, var der marchordre til venstrebacken. Det punkterede Midtjylland, som allerede havde brugt deres tre indskiftninger på at satse offensivt, og nu skulle spille kampens sidste kvarter med en mand i undertal. De forsøgte at fortsætte med at presse, men defensiven var blevet decimeret så meget, at Brøndby var tæt på at blive farlige hver gang de havde bolden. Otte minutter før tid burde Teemu Pukki have gjort det til 4-1 ved forreste stolpe, og minuttet senere havde først Anthony Jung og dernæst Johan Larsson indlæg, som var tæt på at blive dirigeret i nettet. Det blev dog ikke til mere end de 3-1, og dermed er Brøndby i sin anden pokalfinale i træk. Brøndby møder Silkeborg IF i pokalfinalen kristi himmelfarts dag.