
Mikkel Joh / Joh-Foto
Brøndby Kommune opkalder vej efter Kjeld Rasmussen
Brøndbyvester Boulevard skifter navn. Fra 1. juni 2021 hedder vejen Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.

Kjeld Rasmussen var mangeårig borgmester i Brøndby Kommune og spillede en stor rolle i at få fodboldklubben Brøndby IF til toppen af dansk fodbold. Han gik desværre bort i 2018, men hans 39 år som borgmester i kommunen er ikke glemt. Og nu hyldes han ved at få en vej opkaldt efter sig.
Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har besluttet, at det skal ske ved at opkalde en af byens centrale boulevarder - der blandt andet løber forbi Brøndby Stadion - efter den tidligere borgmester.
- Kjeld har haft en kæmpe betydning for Brøndby som en visionær og slagkraftig borgmester. Derfor er det oplagt, at han skal have en vej opkaldt efter sig. Der har været diskussionen om, at det bliver et langt navn og faktisk Danmarks længste vejnavn. Men det passer simpelthen så godt til Kjeld. For Kjeld var ikke en mand, som gik i små sko. Han kæmpede indædt for, at vi kunne få Danmarks længste flagstang i Brøndby. Og han er den længst siddende borgmester i historien. Derfor er det helt oplagt at mindes Kjeld med det længste vejnavn, lyder det fra borgmester Kent Magelund.
Fra den 1. juni 2021 omdøbes Brøndbyvester Boulevard til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.