Brøndby kollapsede i Aalborg
Brøndby kom til Aalborg for at forsvare den gode stime på 10 point og 4 clean sheets i 4 kampe. Det lykkedes dog ikke, da alt faldt sammen, og de grønklædte Brø

Brøndby kom til Aalborg for at forsvare den gode stime på 10 point og 4 clean sheets i 4 kampe. Det lykkedes dog ikke, da alt faldt sammen, og de grønklædte Brøndbyspillere tabte fortjent 0-3 til et utroligt velspillende AaB-hold. FOTO: Robert Hendel Det var fra starten klart, at AaB var kommet på banen for at kæmpe. De to angribere Spalvis og Enevoldsen lagde et højt pres på Brøndbys centrale forsvar, som ofte var nødsaget til enten at spille lange bolde, eller aflevere tilbage til Frederik Rønnow, som så kunne sparke den lange bold. Det var nærmest dømt til at gå galt. Og det gjorde det så. Blot 9 minutter var der spillet, da Jakob Ahlmann fik tid og plads til at slå et indlæg ind mellem Daniel Agger og Jesper Juelsgård, og der dukkede Lukas Spalvis op og headede AaB foran. Efter det fik Brøndby faktisk spillet sig til et par gode muligheder. Ronnie Schwartz fik spillet Teemu Pukki fri, men finnen fik slet ikke ram på bolden. Små ti minutter senere sled Pukki sig selv igennem og sendte en god afslutning fladt mod fjerneste hjørne, men AaB-keeper Nicolaj Larsen var vågen. Men AaB var bestemt ikke færdige. Efter en halv time slog Johan LArsson et hjørnespark lige ind i handskerne på Nicolaj Larsen, som hurtigt sendte Nikolaj Thomsen afsted i en kontra. Heldigvis for Brøndby var Magnus Eriksson vågen, og fik i to omgange clearet til hjørne. Det lykkedes dog ikke for Brøndby at afværge 10 minutter senere. Christian Nørgaard blev væltet på midten, og så kunne AaB slå kontra. Bolden endte hos Rasmus Jønsson, som let afdriblede Frederik Rønnow, og sendte bolden i mål. Christian Nørgaard brokkede sig efterfølgende til et gult kort, da han mente, han skulle have haft frispark. I pausen skiftede Brøndby Johan Elmander ind i håb om at han kunne ændre på indstillingen. Det lykkedes dog ikke fra start. Der var blot spillet et minut, da Frederik Børsting afdriblede Johan Larsson og bragede bolden på stolpen. Så var Brøndby advaret, men blot et par minutter senere var den gal igen. Lebogang Phiri fik en albue i ansigtet, men dommer Lars Christoffersen vurderede, det var uforsætligt, og så kunne Rasmus Würtz spille Nikolaj Thomsen direkte igennem til fri position, og så stod der såmænd 3-0 til AaB. Brøndby prøvede, men magtede ikke at vende det. Når de endelig fik spillet sig igennem, manglede skarpheden. Som da Pukki efter en lille time får foden på et indlæg, men drejede den udenom. Det lugtede af en afklapsning, og den blev total, da Henrik Dalsgaard med et kvarter tilbage fik smidt bolden ind i fødderne på Lukas Spalvis, som kunne prikke AaB på 4-0. Brøndby fik dog pyntet på resultatet, da Johan Larsson kom igennem i højre side. Hans afslutning blev reddet, men returen tog Lebogang Phiri sig sikkert af. 1-4, men det var for sent for Brøndby, som må rejse meget skuffede hjem.