3POINT
1684682243-6DA8CBE1-DCE2-4DDA-8D42-CB346ED464B9.jpeg

Teis Markfoged

Nyheder21. maj 2023

Brøndby kæmper sig til uafgjort i Viborg

Det holdt til tider hårdt, men Brøndby kunne smide et enkelt point i bagagerummet i spillerbussen efter en tur til Viborg søndag eftermiddag.

3point person
Anders Villaume Vestergaard21. maj 2023

Søndag eftermiddag skulle Brøndby forsøge at rejse sig efter sidste uges Derbynederlag, og denne gang gjaldt det topholdet fra Viborg FF, som skulle på jagt efter tre vigtige point i mesterskabskampen. 

Brøndby IF kom ret fint fra start med et par gode muligheder, hvor Mathias Kvistgaarden var lige ved og næsten. Den unge angriber kom dog lige lidt for sent til, at han kunne sende gæsterne fra Vestegnen i front. 

I den anden ende kom mesterskabskandidaterne fra domkirkebyen også frem til chancer, men Frederik Alves – som i dag fik lov til at starte inde i stedet for Frederik Winther – forhindrede de grønklædtes føringsmål med et par gode forsvarsaktioner. 

Kvistgaarden, Kvistgaarden og atter Kvistgaarden

Mathias Kvistgaarden var igen mand for evig uro i modstandernes defensiv. Først leverede han et flot indlæg til Rasmus Lauritsen, som desværre headede forbi. Så manglede han igen lige det sidste for at komme først på et fladt indlæg fra Ohi Omoijuanfo, og kort efter var han igen tæt på efter en flot solotur, men Lucas Lund var skarp i Viborg-buret. 

Viborg ville også være med, og de var tæt på at snuppe en føring, efter at Ibrahim Said kom til chancen i Kevin Tshiembes højre forsvarsside, men afslutningen manglede kvalitet.

Men kort tid efter Viborgs chance kunne Brøndbys spillere og medrejsende fans juble først, da Mads Hermansen fandt Håkon Evjen centralt. Han tog turen hele vejen, afsluttede og sendte gæsterne i front kort inden pausen.

Brøndby lagde også godt ud i anden halvleg, men Viborg kom hurtigt bedre med, og med en halv time igen havde viborgenserne været tæt på at udligne et par gange, men Mads Hermansen og resten af Brøndbys defensiv løste de farlige situationer fint. 

Et Brøndbyhold på hælene

Men de rørte virkelig på sig i Viborg, om med tyve minutter igen var det meget tæt på, at de grønne kunne sætte udligningen ind. Men den gik lige for Brøndby, som så ud til at skulle forsvare i de fleste af de resterende minutter af kampen mod det mesterskabsjagende Viborgmandskab.

Det trak virkelig op til en udligning. Og den kom. Og selvom det havde trukket op til det i et stykke tid, skulle der alligevel en stolpe ind til, før Energi Viborg Arena kunne slippe jublen løs, da Clint Leemans headede Jeppe Grønnings indlæg ind bag Mads Hermansen. 

Og det lugtede langt mere af 2-1 end 1-2. Viborg stormede frem ad banen to gange lige efter udligningen, men hjemmeholdet måtte jage videre. 

Og selvom både Viborgs spillere og det tændte hjemmepublikum hungrede efter et sejrsmål, lykkedes det Brøndby at holde stand, og de blå/gule kan tage ét - mere eller mindre brugbart - point med hjem til Vestegnen. 

Mest kommenterede nyheder