3POINT
Nyheder5. maj 2019

Brøndby kæmpede forgæves i Telia Parken

Brøndby IF kæmpede med hvad de havde, men det var ikke nok til at få point i Telia Parken, da FC København søndag eftermiddag vandt 3-2 i sæsonens sidste derby.

3point person
3point.dk5. maj 2019

Brøndby IF kæmpede med hvad de havde, men det var ikke nok til at få point i Telia Parken, da FC København søndag eftermiddag vandt 3-2 i sæsonens sidste derby. Brøndby IF skulle søndag eftermiddag på en vanskelig opgave. FC København så frem til guldfest i Telia Parken, men de blågule skulle forsøge at udsætte den. Om ikke en uge, så i hvert fald et par timer. Den plan fik fødselaren Martin Retov og hans tropper den bedst mulige start på. Brøndby kom godt ud af starthullerne og lagde et godt pres på FCK. Det udmøntede sig også i et mål. Kamil Wilczek erobrede bolden, lagde den af til Simon Hedlund, der lagde den på tværs i feltet til landsmand og navnebror Simon Tibbling, der bragte Brøndby i front tidligt i kampen. Men Brøndby skulle i dén grad komme ned på jorden igen. Og dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen skulle komme i fokus. I den anden ende dømte han nemlig straffespark til hjemmeholdet, da Jens Martin Gammelby gik i ryggen på Dame N'Doye. Superligaens topscorer Robert Skov skulle sparke og han sendte den i netmaskerne. Målet burde have været annulleret. Skov gled i afslutningsøjeblikket og ramte bolden to gange, da han afsluttede. Det betyder, at der skal dømmes indirekte frispark til Brøndby. Men ingen fra dommertrioen så det angiveligt ikke og de lod målet tælle. Derfor var der nu bragt balance i regnskabet. Der var tænding på og der blev givet et hav af gule kort. Det varede ikke længe, før alle fire i Brøndbys bagkæde havde et gult kort. Og gæsterne skulle også komme bagud. Paulus Arajuuri var utroligt passiv på Dame N'Doye, der fik masser af tid og til sidst sparkede bolden i nettet til 2-1 i det lange hjørne. I den anden ende følte Brøndby sig igen bortdømt, da Simon Hedlund kom foran Denis Vavro i en løbeduel og blev nedlagt. Men svenskeren fik ikke frispark og Vavro så derfor heller ikke noget kort - hverken af den ene eller anden farve. FCK var i periode klart det bedste hold på banen og Robert Skov var tæt på at bringe dem yderligere i front, da han med et tørt spark sendte bolden på stolpen. Kvaliteten fes mere og mere ud af kampen, som minutterne gik og til sidst kunne holdene gå til pause med stillingen 2-1 til FCK på tavlen. Anden halvleg blev også både begivenhedsrig og dramatisk. Brøndby kom godt ud til anden halvleg, som de gjorde til første, men det var hjemmeholdet, der fik bolden i nettet først. Nicolai Boilesen tørrede Jens Martin Gammelby og lagde bolden ind i feltet til N'Doye, der smækkede den i nettet. FCK'erne jublede længe, inden dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen hævede armen og dømte offside. Inde foran mål stod Jonas Wind i offside-position og generede Marvin Schwäbes udsyn. Målet blev underkendt. Så gik Brøndby op og scorede i den anden ende. Kevin Mensah udfordrede i venstresiden og smækkede et indlæg ind i feltet, som Denis Vavro ramte. Det snød Jesse Joronen i FCK-målet og gik i nettet til 2-2. Det var bare som om, FCK var farlige hver gang de var omkring Brøndbys felt. Det var også tilfældet, da Josip Radosevic tabte en fysisk duel til Viktor Fischer. Så fik FCK spillet Brøndbys defensiv tynde og Rasmus Falk kunne score til 3-2. Luften gik af Brøndby-ballonen og de blågule formåede ikke at svare igen på den scoring. Det endte derfor med en 3-2-sejr til FCK og Brøndby kan nu se frem til en hjemmekamp mod FC Nordsjælland, inden det gælder pokalfinalen mod FC Midtjylland den 17. maj.

Mest kommenterede nyheder