Brøndby indtager Fyn
Brøndby Masterclass bevæger sig nu ind i OB's baghave. Vestegns-klubben har indgået et samarbejde med Næsby Boldklub, som bliver et af de regionale centre i de

Brøndby Masterclass bevæger sig nu ind i OB's baghave. Vestegns-klubben har indgået et samarbejde med Næsby Boldklub, som bliver et af de regionale centre i de blå/gules talentsatsning. Sjælland, Falster, Jylland og Sydsverige var allerede plottet ind på kortet. Nu kan der også sættes en nål i Fyn. Næsby Boldklub er det nyeste skud på stammen i rækken af regionale talentcentre i Brøndby Masterclass. Dermed bevæger Brøndby IF sig ind i Superliga-kollegaerne OB's baghave, når det kommer til talentarbejde. Den lille klub i Odenses udkant kan imidlertid se mere perspektiv i et samarbejde med de blå/gule. - Vi er utrolig glade for at blive regionalt talentcenter i Brøndby Masterclass. Efter vi blev afklaret med, at vi måtte ud og finde en ny samarbejdspartner, har vi nøje overvejet og analyseret de forskellige muligheder, vi er blevet præsenteret for, siger talentansvarlig Sebastian Brydegaard fra Næsby Boldklub i en fælles udmelding fra de to klubber og fortsætter:
De kan forme U-landsholdsspillere
- Her har Brøndbys Masterclass-projekt været det klart mest gennemførte og kvalificerede bud på talentudvikling, vi har set, og det giver os en mulighed for at løfte kvaliteten af vores eget talentarbejde yderligere og blive endnu dygtigere, så vi kan udvikle de fynske talenter. Hos Brøndby IF ser man også frem til samarbejdet med en af Fyns fremmeste klubber, når det kommer til talentudvikling. - Der er en stærk kultur samt en tydelig struktur og spillestil i Næsby Boldklub, som investerer sine ressourcer i talentarbejdet og gode faciliteter. Klubben har fokus på at dygtiggøre sine trænere, og de har bevist, at de kan forme U-landsholdsspillere. Med andre ord er alle forudsætninger for et godt samarbejde til stede, siger chef for Brøndby Masterclass Kim Vilfort.Brøndby Masterclass regionale talentcentre Brøndby Masterclass lokale talentklubber