
Teis Markfoged
Brøndby indkasserede til allersidst og måtte nøjes med et point i derby
Brøndby IF indkasserede igen et sent mål og smed to point. Det endte 1-1 i derbyet på Brøndby Stadion.

Søndag eftermiddag var der dømt derby på Brøndby Stadion, men ikke alt var, som det plejer. Stemningsgrupperingen Alpha har midlertidigt taget en pause fra at styre stemningen på Sydsiden, derfor var der heller ingen tifo eller organiseret stemning til dagens kamp.
Men stemningen de første tyve minutter var alligevel rigtig god. Det var den dels fordi Brøndby-holdet kom ud som lyn og torden og satte sig på kampen fra start.
Simon Hedlund var tilbage i startopstillingen og den vævre svensker løb og dirigerede et højt og aggressivt Brøndby-pres, som gav gæsterne store problemer. De smed den ud over sidelinje og baglinje på stribe.
Til gengæld lagde hjemmeholdet pres på. Wass smækkede et hjørnespark ind i panden på en holdkammerat. Skal være ærlig at skrive, at jeg ikke så hvem. Men han tvang i hvert fald Kamil Grabara ud i en stor redning.
Ikke længe efter var den gal igen. Brøndbys længe udskældte standarder var et decideret våben i første halvleg. Wass leverede dem præcist og Brøndby-spillerne vandt duellerne i feltet. Derfor blev det også 1-0 til Brøndby, da Ohi Omoijuanfo steg til vejrs og pandede bolden i nettet.
Angriberen var tæt på at blive dobbelt målscorer, da han midt i feltet tog bolden ned og hakkede på kassen, men igen var Grabara på plads med en flot redning.
Efter de første 25 minutter kom FCK bedre med i kampen og satte sig mere og mere på spillet. Brøndby gik lavere i presset og blev mere passive, hvilket betød massivt boldovertag til gæsterne, men de blev dog ikke rigtig farlige i det etablerede angrebsspil.
De havde dog første halvlegs største chance, da Blas Riveros lavede en stor fejl, som sendte Isak Johannesson afsted i en friløber mod Mads Hermansens mål, men han sparkede forbi.
Mod slutningen af første halvleg kom der typisk derby-tænding på med nogle hårde frispark og en håndfuld gule kort med adresser på begge mandskaber. Brøndby IF gik til pause med en føring på 1-0.
Anden halvleg blev ikke køn. Men meget intens. FCK kom klart bedst ud af starthullerne efter pausen. De havde foretaget to udskiftninger og skiftet formation. De kom ind og fik momentum og trykkede Brøndby langt ned i perioder.
Selvom det var gæsterne, der var mest i teten, var Brøndby bestemt ikke uden muligheder. Ohi fik to pæne muligheder, som han desværre ikke fik omsat til mål, men generelt leverede nordmanden en meget stærk kamp.
Gæsterne tilspillede sig en række hjørnespark, og løse muligheder i feltet, hvor Brøndby blev trykket langt tilbage, men det var ikke sådan at Mads Hermansen måtte ud i den ene kæmperedning efter den anden.
Men der kom naturligvis endnu mere tryk under kedlerne til allersidst. FCK satsede og jagtede udligningen og Brøndby blev rystet, da Sigurd Rosted blev præsenteret for sit andet gule kort. Det var papirstyndt, men det blev ikke desto mindre dømt.
Forsvarsspillet vaklede til sidst efter de mange ændringer, og pludselig stak indskiftede Roony alene afsted i Brøndby-feltet og sparkede bolden i nettet til 1-1. Ubærligt for hjemmeholdet, men det blev kampens resultat.