Teis Markfoged
Brøndby IF vinder stor international U/16-turnering
Henover weekenden har Brøndby IF deltaget i en stærk besat U/16-turnering ved den portugisiske sydkyst. Efter fem sejre i syv kampe stod de blå/gule fra Vestegnen i finalen, hvor SL Benfica blev besejret efter straffespark.

Fredag, lørdag og søndag har der været afviklet Algarve Cup for U/16-hold i Portugal, og Brøndby IF var en af de ialt 14 deltagere i et stærkt internationalt felt. Der skulle spilles tre gruppekampe henholdsvis fredag og lørdag samt en eller to placeringskampe søndag. Alle kampe var på 35 minutter.
Brøndby IF indledte i gruppe A med at tabe 1-0 mod Dundee United for derefter at vinde 1-0 over både Real Betis og Malaga CF fredag. Lørdag blev det til 7-0 over PFA og 2-0 over Imortal DC, inden gruppespillet blev afsluttet med et nederlag på 2-1 mod SL Benfica.
Med de resultater endte de blå/gule fra Vestegnen på gruppens andenplads og skulle i semifinalen søndag møde Sporting CP, som havde vundet gruppe B. Den anden semifinale stod mellem SL Benfica og KRC Genk.
Benfica vandt 1-0 over belgierne, mens Brøndby vandt 2-1 over Sporting. Dermed stod søndagens finale mellem Benfica og Brøndby, og denne gang endte kampen uafgjort 1-1, hvorefter de blå/gule trak det længste strå fra 11 meter-pletten.
Sporting tog turneringens tredjeplads med en sejr på 2-1 over Genk. Udover Genk og Sporting bestod gruppe B af Gornik Zabrze, Deportivo la Coruña, Vasalunds IF, ISR og Football Ambitions.