Brøndby IF nomineret til årets klub
Når årets fodboldpriser bliver uddelt senere på måneden, er Brøndby IF blandt de nominerede i kategorien Årets Fodboldklub 2014. Fredag den 27. februar vil der

Når årets fodboldpriser bliver uddelt senere på måneden, er Brøndby IF blandt de nominerede i kategorien Årets Fodboldklub 2014. Fredag den 27. februar vil der i Odense blive uddelt en række priser, når blandt andet Årets Træner, Årets Talent og ikke mindst Årets Fodboldspiller i 2014 kåres. En af de i alt ni kategorier er Årets Fodboldklub, og her er Brøndby IF blandt de fire nominerede. Som motivering skriver DBU: Brøndby IF er et forbillede og en inspirationskilde for andre klubber på mange områder. Både på integrationsområdet, frivilligeområdet og uddannelsesområdet, hvor klubben flere gange årligt afholder interne kurser for trænere og ledere og de over 653 frivillige, der får klubbens dagligdag til at hænge sammen. Samtidig formår Brøndby IF på bedste vis at agere i spændet mellem bredde og elite, og udnytte de muligheder eliten giver i breddearbejdet. De øvrige tre nominerede i denne kategori er Nykøbing FC, Jetsmark IF og Lystrup IF. Tilbage i december sidste år fik Brøndby IF i øvrigt - i forbindelse med klubbens jubilæums-reception - overrakt prisen for Årets Fodboldklub i DBU Sjælland.