Brøndby IF nedlagt af nigerianer
Lørdag eftermiddag vandt FC Midtjylland en yderst fortjent sejr over Brøndby IF i U/19-Ligaen. Kampens profil var 18-årige Babajide David med tre scoringer, men

Lørdag eftermiddag vandt FC Midtjylland en yderst fortjent sejr over Brøndby IF i U/19-Ligaen. Kampens profil var 18-årige Babajide David med tre scoringer, mens Brøndbys bedste var målmand Andreas Hansen. Det er sjældent, at Brøndby IF's modstandere i U/19-Ligaen må betragtes som favoritter, men det var tilfældet lørdag eftermiddag af mere end én årsag. I Ikast ventede rækkens tophold og formentlig det kommende danske mesterhold, og samtidig måtte de blå/gule stille op uden tre landsholdsspillere. Brøndby-træner Per Frandsen måtte stille hold uden den skadede angriber Daniel Stückler samt karantæneramte Rezan Corlu og Amir Al-Ammari. Det betød samtidig, at bænken bestod af tre marginalspillere, hvoraf den ene - August Vitus Frandsen - var rykket op fra klubbens U/17-trup. Det gav denne startopstilling:Andreas Hansen Daniel Anusic - Nicklas Halse (A) - Mads Andersen - Marcelo Mendes Emil Welcher - Kristian Larsen Jamil Faizi - Mathias Andersen - Rasmus Hansen Frederik Simson
Impotent Brøndby-offensiv
Brøndby kom ud med en god energi og en fin indstilling, så i kampens indledning lignede det et spændende og jævnbyrdigt opgør mellem to hold, der gerne ville spille fodbold. Sådan skulle det ikke blive ved, og det skyldtes dels en impotent Brøndby-offensiv dels en særdeles effektiv FCM-angriber. I løbet af de 90 minutter plus det løse var gæsterne fra Vestegnen reelt set ikke nærheden af at score et mål, hvilket illustreres fint ved, at Brøndbys første afslutning på mål var et direkte frispark ved Mathias Andersen efter en halv times spil. Savnet af Stückler og Corlu var ganske enkelt mærkbart samtidig med, at midtjyderne forsvarede fremragende.
Hansen holdt andre fra at score
I den anden ende var Babajide David i hopla og afgjorde reelt kampen allerede midtvejs i første halvleg med to scoringer på seks minutter. David fulgte op med endnu en scoring efter knap en times spil. Havde det ikke været for Brøndbys bedste på dagen - Andreas Hansen i målet - var flere FCM-spillere kommet på scoringslisten. Et hurtigt taget indkast til hjemmeholdet førte i første omgang ikke til noget, men så tog Alexander Nikolajsen et dybdeløb ind i Brøndbys felt, modtog bolden og lagde den skråt tilbage til Babajide David, der i fri position nemt kunne score til 1-0. Målet til 2-0 var en solopræstation af den 18-årige nigerianer.
Scoring med hælen
Fra egen banehalvdel oversprintede David de blå/gules højre back Daniel Anusic, som ellers ikke er langsom, og da han nærmede sig feltet, trak han ind i banen og fyrede et projektil i mål uden chance for Andreas Hansen i Brøndby-buret. Indtil da havde gæsterne egentlig været fint med i kampen - dog uden at være farlige - men det fusede nu ud. Babajide David fuldendte sit hattrick efter lige knap en times spil, da han tæt under mål med hælen sendte bolden mellem benene på Andreas Hansen. Chancen var opstået efter et hjørne i jydernes højre side, som blev servet til straffesparksfeltets kant, hvor bolden blev headet ned til David, som med ryggen til mål brugte hælen. I det hele taget var Babajide David kampens store oplevelse med en utrolig speed og bolden klistret til fødderne, når det gik ud over stepperne med udgangspunkt på venstre kant. Hvis den unge nigerianer formår at klare springet fra ungdoms- til seniorfodbold, bliver han spændende at følge fremover. David kan nemt være en Superliga-profil i svøb.
Kampen i tal
FC Midtjylland - Brøndby IF 3-0 (2-0) 18. minut: 1-0; Babajide David 24. minut: 2-0; Babajide David 59. minut: 3-0; Babajide David 62. minut: Jonas Christoffersen ind / Rasmus Hansen ud 71. minut: Marcus Weiss ind / Kristian Larsen ud 79. minut: August Vitus Frandsen ind / Frederik Simson udStillingen i U/19-Ligaen Brøndby IF's kampprogram Med sejren har FC Midtjylland direkte kurs mod mesterskab og guldmedaljer, mens Brøndby IF med stor sandsynlighed er ude af bronzekampen. Med tre runder tilbage samt seks point op til og en markant dårligere målforskel end både Randers FC og Esbjerg fB kræver det et mirakel, hvis det skal ændres.