
Teis Markfoged
Brøndby IF med forventet minus for 2020
Brøndby IF har fremlagt årsregnskab for 2020 og det viser et resultat på minus 25,9 millioner kroner, hvilket lå inden for det forventede, lyder det fra klubben.

Brøndby IF har torsdag morgen fremlagt årsregnskab for 2020 og det lyder på et minus på 25,9 millioner kroner for året. Det lå inden for det forventede spænd, som var meldt ud. Brøndby forventede et minus på mellem 25 og 35 millioner kroner.
Det er en stor forbedring fra 2019, hvor Brøndby fremlagde et resultat på minus 78,7 millioner kroner.
- 2020 var et år med ekstraordinære udfordringer. Frygt og uvished for COVID-19 har præget samfundet og påvirket vores forretning i væsentlig grad. Det har været os ansvarspålæggende at få klubben bedst muligt gennem krisen, og vi tilpassede derfor vores omkostninger og sikrede indtægter hvor muligt, og derudover afsøgt kompensationsordninger. At årets resultat rammer indenfor vores oprindelige spænd, afspejler det strategiske fokus, vi har navigeret efter i den daglige drift og den store opbakning, vi er blevet mødt af, lyder det fra Ole Palmå til klubbens hjemmeside.
I 2021 forventer Brøndby et resultat i niveauet mellem minus 15 og minus 35 millioner kroner. Indregnet i den forventning er følgende forudsætninger:
– At Brøndby IF gennem 2021 vil have en placering som nummer 3 i 3F Superligaen, herunder ved afslutningen af 2020/21-sæsonen samt pr. 31. december 2021.
– At Brøndby IF deltager i kvartfinalerne i Sydbank Pokalen for sæsonen 2021/22.
– At kompensationsordninger fra staten fortsætter i samme omfang som Brøndby IF er pålagt restriktioner.
– At Brøndby IF realiserer et transferresultat, inkl. afskrivninger på kontraktrettigheder, i niveauet -10 til 0 mio. kr. i 2021.