Teis Markfoged
Brøndby IF indkalder til ekstraordinær generalforsamling: Nye ansigter i bestyrelsen
Brøndby IF har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor dr kommer nye ansigter i selskabets bestyrelse.

Brøndby IF får nye ejere og Global Football Holdings kommer ind i klubben. Det kan der efterhånden ikke være mange, som ikke ved. Nu indkalder Brøndby IF til ekstraordinær generalforsamling, hvor den nye bestyrelse skal vælges og det bliver med en del nye ansigter.
Samtidig udvides bestyrelsen fra 10 til 11 personer. Brøndbyernes IF, foreningen, fortsætter med at have to pladser i bestyrelsen. Her vil Christian Barrett og Sten Lerche fortsætte. Ligeså fortsætter Brøndbys fans med at have en fanrepræsentant i bestyrelsen og Claus Bjørn Billehøj sidder nu på den plads.
Jan Bech Andersen fortsætter som bestyrelsesformand og Niels Roth, som sidder i bestyrelsen nu, fortsætter også. Men så kommer vi til de nye navne. Jan Bech Andersen fortæller til klubbens hjemmeside:
- Da vi har et ønske om at styrke den fodboldfaglige viden i bestyrelsen, så peger vi på Scott McLachlan som næstformand i bestyrelsen på baggrund af hans store global fodboldnetværk og fodboldviden. Ønsket om at have yderligere fodboldviden i bestyrelsen betyder, at der også er peget på Ignacio Beristain, der til daglig er præsident i den portugisiske fodboldklub Estoril Praia, samt på Chris Anderson. Chris vil for mange være et relativt ukendt navn, men Chris er en af de absolut ledende eksperter indenfor dataanalyse i fodbold. Udover at han blandt andet er professor på London School of Economics, så udgav han i 2013 bestseller-bogen ”The Numbers Game: Why Everything You Know About Football Is Wrong” som med udgangspunkt i videnskaben kigger på data og analyser indenfor fodboldens verden. Hans viden, om hvordan man bedst muligt bruger data, er jeg sikker på, kan bidrage til at styrke os.
- Derudover vil vi i bestyrelsen også have Scott Krase og Johannes Rupert samt Isaac Harrouche som medlemmer af den kommende bestyrelse, da de med deres analytiske og kommercielle baggrund kan bidrage til et stærkt kommercielt funderet Brøndby IF.
- Vi har stor tillid til, at den kommende bestyrelse kan bidrage til en stærk forretning og sportslig succes for Brøndby IF. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til, at vi i det nye år for alvor kan komme i arbejdstøjet. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke de medlemmer af den nuværende bestyrelse, som ikke fortsætter. Hermann Haraldsson, Birgit Aaby, Jesper Nygaard og Torben Bjørn Christensen har alle leveret en stor indsats gennem de seneste år, og så vil jeg gerne sende en særlig tak til Jesper Møller, som i en lang årrække har bestridt posten som næstformand og været en stor gave til klubben med hans store overblik og sans for detaljerne, siger Jan Bech Andersen til brondby.com.
Den ekstraordinære generalforsamling bliver afholdt den 10. januar klokken 16.00.