Teis Markfoged
Brøndby IF henter analytiker i SønderjyskE
Brøndby IF har hentet Søren Frederiksen fra SønderjyskE ind til analytikerteamet.

Brøndby IF har sikret sig en tilgang i analytikerteamet i form af Søren Frederiksen, som skifter fra en tilsvarende rolle i SønderjyskE. I Brøndby kommer han til at indgå i analytikerteamet under Frederik Birks ledelse.
Frederiksen glæder sig til han tiltræder på Vestegnen den 16. juni, fortæller han til klubbens hjemmeside.
- Der findes vel ikke en klub i Danmark, der er mere spændende at arbejde for, når man tænker på den opbakning, der er på tribunerne og den historie, som Brøndby IF har i dansk fodbold. Derfor var det heller ikke en mulighed, jeg skulle tænke over længe, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang efter sommerferien, siger han til brondby.com.
Søren Frederiksen blev i efteråret 2020 tvunget til at indstille sin aktive karriere på grund af en knæskade. Herefter overgik han i SønderjyskE fra rollen som spiller til analytiker. Frederiksen er 32 år gammel og har i sin aktive karriere spillet i klubber som SønderjyskE, FC København, AaB og Viborg FF.