3POINT
Nyheder8. dec. 2019

Brøndby i forsvarsproblemer: Jung i karantæne mod Hobro - Rosted og Hermannsson tvivlsomme

Brøndbys forsvar ser meget amputeret ud forud for efterårets sidste kamp i næste weekend. Tre af Brøndbys fem normale centrale forsvarere er tvivlsomme. FOTO: I

3point person
3point.dk8. dec. 2019

Brøndbys forsvar ser meget amputeret ud forud for efterårets sidste kamp i næste weekend. Tre af Brøndbys fem normale centrale forsvarere er tvivlsomme. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Når Brøndby i næste weekend tager imod Hobro i efterårssæsonens sidste Superligakamp, bliver det med et alternativt forsvar. Lige siden skiftet til trebackkæde har de tre foretrukne været Hjörtur Hermannsson, Andreas Maxsø og Sigurd Rosted. Søndag havde Anthony Jung så erstattet Hjörtur Hermannsson centralt, da Brøndby mødte FC Midtjylland. Men undervejs i anden halvleg gik Sigurd Rosted ud med en skade. Han blev erstattet af Hjörtur Hermannsson - som et kvarter senere måtte lade sig udskifte med en skade. Efter kampen ville Brøndby-træner Niels Frederiksen ikke sige, om de to spillere kunne blive klar til kamp, men ville gerne give en foreløbig status. - Det tør jeg simpelthen ikke at sige. Det ser umiddelbart lidt værre ud med Hermannsson end det gør med Rosted. Jeg tror, Sigurd fik et trælår. Jeg tør ikke sige præcis hvad det var med Hjörtur, men det var noget med baglåret, sagde Frederiksen til 3point.dk. Oveni hatten var Hermannssons afløser, Anthony Jung, i karantænefare forud for kampen. Jung manglede blot to strafpoint for at få en karantænedag, og da den mildeste advarsel udløser tre point, ville Jung med sikkerhed ryge i strafboksen. Den advarsel fik han efter 73 minutter, og dermed er han ude af kampen mod Hobro. Joel Kabongo er fortsat skadet og ikke i spil, hvilket umiddelbart efterlader Niels Frederiksen med Andreas Maxsø og Anton Skipper som de to eneste deciderede centrale forsvarere forud for slutkampen.

Mest kommenterede nyheder