Brøndby-hold sikrede sig oprykning til serie 3 efter vanvidskamp
Brøndbys hold i serie 4 sikrede sig søndag oprykning til serie 3 efter en vanvittig kamp, som endte 7-4. Læs om oprykningen og kampen her. Mens Superliga-bolden

Brøndbys hold i serie 4 sikrede sig søndag oprykning til serie 3 efter en vanvittig kamp, som endte 7-4. Læs om oprykningen og kampen her. Mens Superliga-bolden ligger stille, er der anderledes gang i den for Brøndbys serie-hold, som i disse uger er ved at spille sæsonerne færdige. Et af klubbens hold, som i denne sæson har spillet i serie 4, sikrede sig forleden oprykning til serie 3 efter en vanvittig kamp - og generelt en sæson med flere vilde resultater. Reserveholdet fungerer som Superligaens andethold, og ud over det, har Brøndby et hold i serie 1 og altså holdet som netop er rykket op i serie 3. 3point.dk fangede holdets træner, Ronni Iversen, som selvsagt var stolt af sit hold. - Først og fremmest vil jeg rose hele holdet for lynhurtigt at finde hinanden socialt og skabe en god atmosfære på banen, og frem for alt i omklædningsrummet. Det var en svær og uvis situation vi alle stod overfor, da det gamle senior 3 og 4 blev sammenlagt. Lynhurtigt fik jeg dog et billede af, at holdet rummer masser af fodboldmæssig kvalitet, og det var ingen let opgave at skulle sammensætte den endelige trup. Valget skulle dog træffes og resultaterne viser at det var det rigtige valg. Otte ud af ni turneringskampe er vundet og oprykningen er sikret to runder før afslutning.
Nede med to ved pausen
Som Iversen fortæller, sikrede Brøndby-holdet sig oprykningen to runder før tid. Den kom hjem efter en vanvittig kamp mod TG 80 IF på hjemmebanen i Brøndby. Gæsterne bragte sig både foran 1-0 og 2-0 inden der var spillet 25 minutter af kampen. Begge gange var Yusuf Aygar på spil, så det så svært ud for de blågule, da de gik til pause nede med to. Men kort inde i anden halvleg tog fanden ved Brøndby-drengene. Inden for et minut nettede de tre gange ved Thomas Hinrichs, Mads Rasmussen og Jesper Hansen og så var de pludselig foran 3-2. Det lykkedes TG 80 IF at udligne ti minutter senere, men denne gang svarede hjemmeholdet hurtigt igen, da Casper Svanemose sørgede for at bringe sit hold i front igen med en scoring efter lidt mere end en time. - Det var utroligt spændende at skulle lægge de to hold sammen. Det daværende tredjehold har igennem de seneste år oplevet mange nedrykninger fra serie 1 til serie 4. Jeg har selv været med hele vejen og det har ikke været sjovt. Men holdets sociale væsen har altid været en stor faktor. Det kulminerede, da vi blev slået sammen med fjerdesenior, hvor vi på meget kort tid fik et helt utroligt sammenhold, som om vi havde spillet sammen i flere år, fortæller Svanemose til 3point.dk. - Det er SJOVT at gå til fodbold nu, det er tilbage til rødderne, tilbage til hvorfor man startede med at spille fodbold. Nu hedder den serie 3 næste år, det bliver nok mindst lige så sjovt.
Endnu en vild mål-stime
Men Svanemoses mål blev også udlignet. Yusuf Aygar scorede sit tredje mål, da han bragte balance i regnskabet med sit mål til 4-4. Endnu en gang tog fanden dog ved de gulblusede spillere, som for anden gang i kampen leverede en vild mål-stime med tre scoringer inden for et minut. Kristian Pedersen lagde ud med en scoring til 5-4 inden Simon Roslyng scorede to gange til slutresultatet 7-4. En vanvittig sejr til Brøndby-holdet, som dermed sikrede sig oprykning til serie 3. - Holdet har hele vejen ydet en kanon indsats på træningsbanen, og selvom der er blevet løbet, bandet og skudt over mål, så har det i den grad været sjovt at gå til fodbold. Min holdning er at det er sjovt at vinde og man vinder, når man har det sjovt. Har man et ”sundt” omklædningsrum, løber spillerne de ekstra meter for hinanden på banen. Der har vi haft succes, fortæller træner Ronni Iversen videre. - Men selvfølgelig kræver det også at man har et vist talent og det har drengene. Vi har forsøgt at praktisere en direkte spillestil, med højt pres og masser af afslutninger, hvilket indtil nu har resulteret i et målsnit på fem mål per kamp. 45-12 hedder målscoren i vores favør. Vi glæder os nu til at kæmpe for at sikre deltagelse ved SM for serie 4 og kæmpe om en topplacering i serie 3 næste sæson. Du kan se alle holdets resultater her. Der resterer to spillerunder. Mandag aften spiller Brøndbys serie 1-hold om oprykning til Sjællandsserien, når de møder Himmelev-Veddelev. Kampen spilles klokken 19.00 på Himmelev Idrætspark i Roskilde.