3POINT
Jan Bech Andersen

Teis Markfoged

Nyheder27. apr. 2023

Brøndby: Havde håbet og troet, at vi kunne lande i noget, som begge parter kunne se sig i

Jan Bech Andersen og Scott McLachlan kommenterer på Fanafdelingens udmelding tidligere torsdag om at forhandlingerne om en værdiaftale er brudt sammen.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen27. apr. 2023

Torsdag middag sprang der en bombe i Brøndby IF, da Fanafdelingen meldte ud, at forhandlingerne om en værdiaftale med klubben var brudt sammen. 

Nu kommenterer Brøndby IF på nyheden. Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen udtaler på klubbens hjemmeside, at man havde håbet at kunne lande i noget, som begge parter kunne se sig i.

- Siden der sidste sommer opstod splittelse på fanscenen, har vi ikke haft et større ønske end at bidrage til at samle fanbasen igen i det store fællesskab, som vi sammen har bygget op, siden klubben blev grundlagt for 59 år siden. Midt i denne proces trådte GFH ind i klubben som en stærk investor, hvilket har ført til yderligere debat i klubbens fankredse. På denne baggrund har vi haft en god og konstruktiv dialog med Fanafdelingen, som vi hele vejen igennem havde håbet og troet på kunne lande i noget, som begge parter kunne se sig selv i, men desværre har Fanafdelingen oplyst os, at de ønsker at sætte pause for dialogen, siger Jan Bech Andersen.

- Som klub ønsker vi at dele det dokument, vi har diskuteret med Fanafdelingen, som det står i dag. Det gør vi, da dokumentet vil fungere som hegnspæle for os fremadrettet, for det er vores tro og håb, at det kan være en af fremtidens byggesten, der over tid kan bidrage til et stærkt fællesskab omkring vores elskede fodboldklub. Som det fremgår af dokumentet, så er klubbens kultur og arv afgørende for os i ejerskabet og for klubben, ligesom det også fremgår, at vi har adresseret mange af de bekymringer, grupper af fans har haft. Det arbejde, der er lavet, vil vi bruge som et af de allervigtigste værktøjer til at guide os som klub i forhold til vores kultur og arv og måde at lede og udvikle klubben på. Vi har sagt siden den dag GFH kom ind i klubben, at vi kun har ét ønske, og det er at klubben får succes i tæt samarbejde med fansene.

Også næstformand i bestyrelsen, Scott McLachlan, kommenterer på nyheden. Han er ked af situationen.

- Jeg har deltaget i mange møder med Fanafdelingens bestyrelse over de sidste mange måneder. Der har været mange følelser i spil til disse møder, og de mange forskellige holdninger er blevet vendt og drejet på kryds og tværs. Vi har lyttet til bekymringerne fra grupper af fans, og vi har svaret åbent og tydeligt med en kæmpe respekt for Brøndby IF som klub og for klubbens fans, ligesom vi har stillet spørgsmål og fået svar den anden vej. Med dagens begivenheder in mente, så må jeg understrege, at vi som klub og Fanafdelingen er enige om langt de fleste af de punkter, der er blevet diskuteret igennem de sidste mange måneder. Jeg er derfor også ked af, at Fanafdelingen føler, at vi på disse møder ikke har kommunikeret tydeligt nok, da jeg mener, at vi har været meget transparente i vores dialog hele vejen igennem. Men vi forstår kompleksiteten af ​​fanscenen, og hele klubben har den største respekt for Fanafdelingen.

- Som vi har sagt hele vejen igennem, så vil vi kun det bedste for klubben, og vi har aldrig haft til intention at ændre på det, som både vi og fans ser som en del af selve kernen i Brøndby IF, dvs. klubfarver, klubnavn, tilknytningen til Vestegnen, CSR, osv. Det er nu klart og tydeligt nedfældet, og lagt op på hjemmesiden, da vi gerne vil have åbenhed, om hvad det er for en retning, vi ønsker, og hvad der kommer til at guide os, og som omverdenen kan holde os op på.

- Fodbold er passion og følelser, og man finder ikke en klub i hele verden, hvor fans og klub er i enighed om alt. Det gælder også her i Brøndby IF. Og når vi reflekterer i dag, så var ønsket at finde hinanden i noget banebrydende, mellem klub og fans som ikke er set før, ikke bare i dansk fodbold, men også internationalt. Der er så mange ting, vi er enige om i dette dokument, men der er selvfølgelig også punkter, vi ser forskelligt på. Jeg vil til sidst endnu engang takke Fanafdelingen for den gode og konstruktive dialog, vi har haft hidtil, og vi håber den kan fortsætte fremadrettet.  

Brøndby IF har samtidig fremlagt det dokument, der er forhandlet om. Det kan ses og læses i sin fulde længde her.

Mest kommenterede nyheder