Brøndby har et transferbudget til rådighed ifølge CV
Der er varslet økonomisk smalhals i Brøndby fremover og ikke mindst i det nuværende transfervindue, hvor målet er at forsøge at slanke truppen. Men der er penge

Der er varslet økonomisk smalhals i Brøndby fremover og ikke mindst i det nuværende transfervindue, hvor målet er at forsøge at slanke truppen. Men der er penge til rådighed, hvis den rigtige mulighed dukker op, fortæller Carsten V. Jensen. FOTO: Lasse Lagoni Brøndby er på vej mod et underskud, der er markant tættere på et trecifret millionbeløb end på et overskud, og samtidig har man gældsat sig for mere eller mindre alle de omkring 150 millioner kroner, der formentlig kommer ind gennem en kapitaludvidelse i løbet af foråret. I kombination med en spillertrup, der er lidt for stor, er der ikke ligefrem lagt op til spillerindkøb i januars transfervindue. Det lægger fodbolddirektør Carsten V. Jensen da heller ikke skjul på. Fokus er på at få økonomien i balance ved at komme af med dødvægten i truppen og primært erstatte den med de ungdomsspillere, der står på spring og i flæng forlænger kontrakterne for tiden. Ikke desto mindre er det ikke udelukket, at der dukker nye ansigter op i Brøndby, inden måneden er omme. - Det synes jeg altid skal være en mulighed for os. Det vil jeg også sige, at det er. Men vi har meldt ud, at vi skal have en biks der hænger sammen, også på sigt. Vi skal arbejde i retning af at få en butik, der er langtidsholdbar. Det er lige nu ikke at gå ud og bruge store midler på fodboldspillere, siger Carsten V. Jensen og uddyber: - Vi har et beredskab, der kan lidt af hvert, hvis det skulle komme dertil. Men det er ikke noget, vi planlægger at gøre brug af. Brøndbys førstehold består i øjeblikket af 27 spillere.