Brøndby-formanden sætter pris på de frivilliges betingelsesløse klubkærlighed
Jan Bech Andersen er formand i Brøndby IF og ser det som vigtigt, at han ofte viser sig i klubben. Formanden taler med cheftræner Thomas Frank en gang om ugen,

Jan Bech Andersen er formand i Brøndby IF og ser det som vigtigt, at han ofte viser sig i klubben. Formanden taler med cheftræner Thomas Frank en gang om ugen, men aldrig lige efter en kamp. Brøndby-formand Jan Bech Andersen bor i England, men på trods af at være en yderst travl mand ser han det som vigtigt, at han mindst en gang om ugen er i fodboldklubben. Det er vigtigt overfor alle medarbejderne og de mange frivillige i klubben, mener den succesfulde shippingman fra Greve. - Det er vigtigt, at medarbejderne ser, at deres ultimative chef interesserer sig for dem og deres arbejde. Man må ikke blive en eller anden, der bor i England, som de bare læser om i avisen, siger Jan Bech Andersen til Berlingske Business. - Jeg bruger meget tid på at sørge for, at medarbejderne har det godt. Sender blomster, hvis nogen har gjort et godt stykke arbejde. Demonstrerer over for de hundredvis af frivillige, der viser deres betingelsesløse klubkærlighed ved at hjælpe til ved kampene, at jeg sætter pris på dem, forklarer formanden.
Kan blive sindssygt hidsig
Det skal imidlertid ikke være flinkeskole det hele. Jan Bech Andersen har også et stort temperament, som kan bryde ud. Det er formanden klar over, men han forsøger altid at bruge det konstruktivt. - Jeg kan blive sindssygt hidsig og gå til folk med skarpe spørgsmål og holde dem ansvarlige for det, de er ansat til. Det er selvfølgelig vigtigt altid at støtte spillerne og træneren, men du er også nødt til at stille skarpe spørgsmål, anfører Bech Andersen. - Den der klappen-på-skuldrene-mentalitet, hvor vi siger til hinanden, "hvor er vi gode" – den har jeg det rigtig svært med. Hvis vi skal flytte os, er det vigtigt at udfordre hinanden, slår Brøndby-formanden fast og afslører, at han trods alt giver cheftræner Thomas Frank fred de første 24 timer efter en kamp.
Kunne ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn
De to taler i øvrigt typisk sammen en gang om ugen og naturligvis ofte om den seneste kamp og den nærmeste fremtid. Det er dog vigtigt for Brøndbys øverst ansvarlige at fastslå, at han aldrig kunne finde på at blande sig direkte i trænerens arbejde. - Jeg kunne aldrig drømme om at sætte spørgsmålstegn ved hans strategi og holdopstilling. Men derfor kan vi godt, som ved frokosten i dag (dagen efter 2-2 i Esbjerg d. 28/9, red.), snakke om gårsdagens kamp , temperaturen i truppen, og hvordan han ser på tingene en måned frem, forklarer Jan Bech Andersen.