
Teis Markfoged
Brøndby flytter udebaneafsnit og etablerer ny fanzone
Der er dømt flyttedag på Brøndby Stadion, hvor udebaneafsnittet rykkes og der etableres en ny fanzone.

Brøndby IF tager næste skridt i udviklingen af stadionoplevelsen. Klubben flytter udebaneafsnittet til det nordvestlige hjørne af Brøndby Stadion og etablerer samtidig en ny fanzone i den nordlige del af området.
Ifølge administrerende direktør Ole Palmå er projektet en del af klubbens langsigtede strategi for at give fans de bedst mulige rammer:
– Vi har i flere år haft et strategisk fokus om at skabe de bedste rammer i Skandinavien for vores fans. Vi er stolte over de faciliteter, vi kan tilbyde, men vi ønsker at udvikle og investere endnu mere i fanoplevelsen.
Flytningen af udebaneafsnittet skal skabe et større og mere sammenhængende familieafsnit mellem nord- og østtribunen, med fri adgang mellem tribunerne på kampdage. Samtidig skal det give en bedre og mere sikker opdeling af sektioner og dermed færre tomme pladser, særligt i kampe med udsolgt stadion.
– Vi har haft teknisk udsolgt til rigtig mange kampe i den forgangne sæson, og vi forventer det samme fremover. Ved at flytte udebaneafsnittet får vi en opdeling, der udnytter kapaciteten bedre, siger marketingdirektør Thomas Skov.
Den nye fanzone bag nordtribunen bliver et samlingspunkt før kampene med overdækkede områder, mad- og drikkeboder, musik, underholdning og aktiviteter for både børn og voksne. Erfaringerne fra fanzonen bag Sydsiden og Familie Loungen har vist, hvor populære disse mødesteder er, og nu får den nordlige del af stadion sit eget.
– Vi arbejder hele tiden på at udvikle fanoplevelsen og styrke det fællesskab, vi ser på kampdage. Med en ny fanzone i nord får vi skabt endnu mere plads til de mange unge og familier, der kommer på Brøndby Stadion, siger Thomas Skov.
Arbejdet omfatter også nye boder med bredere udvalg, bedre tilgængelighed og flere toiletfaciliteter – ikke mindst for det stigende antal kvindelige fans. Fanzonen vil have fri adgang for alle Brøndby-fans frem til kampstart og være overdækket, så den kan bruges året rundt.
Flytningen af udebaneafsnittet forventes færdig i løbet af efterårssæsonen 2025, mens den nye fanzone ventes klar i slutningen af foråret 2026.