Brøndby fik skidt afslutning på flot sæson
Brøndbys dårlige stime fortsatte i sæsonens sidste kamp, hvor FC Nordsjælland var på besøg på Brøndby Stadion. Brøndbys sølvmedaljer er sikre, og har været det

Brøndbys dårlige stime fortsatte i sæsonens sidste kamp, hvor FC Nordsjælland var på besøg på Brøndby Stadion. Brøndbys sølvmedaljer er sikre, og har været det længe, men siden sikringen har holdet nu tabt 6 kampe i streg. Der var roteret meget på holdene til dagens opgør. Brøndby var nødt til det, idet både Gregor Sikosek og Svenn Crone havde karantæne, hvorfor Frederik Holst startede på venstre back. På midtbanen var der blevet plads til Thomas Kahlenberg, som fik sæsonens første startplads i karrierens sidste kamp. På trods af de mange udskiftninger, blev indledningen nogenlunde som normalt, når de to hold mødes. Brøndby pressede på, mens Nordsjælland forsøgte med dybdebolde bagom Brøndbys defensiv. Brøndby var dog stærkest i indledningen, og det gav pote efter bare 8 minutter, hvor Frederik Holst sendte et langt og skævt indlæg mod baglinjen. Men bolden skruede væk, og mens Nordsjælland-forsvaret troede, bolden var på vej ud, samlede Johan Larsson den i stedet op og smækkede et indlæg mod forreste stolpe, hvor Teemu Pukki dukkede op og satte bolden i kassen. Men hvis man troede, det skulle blive startskuddet til et gult festfyrværkeri på det gule stadion, blev ens forventninger hurtigt pillet ned igen. Blot to minutter senere brød Karlo Bartolec igennem for FC Nordsjælland, og Hjörtur Hermannsson hægtede ham som bagerste mand. Det takserede Lars Christoffersen til et direkte rødt kort, og Brøndby blev for anden hjemmekamp i træk reduceret til 10 mand allerede i kampens indledning. Mod Lyngby reagerede Brøndby ikke positivt på at blive reduceret til 10 mand. Det var til gengæld mere disciplineret i dagens kamp, hvor Brøndby generelt holdt FC Nordsjælland fra at overtage kampen. Chancerne kunne de dog ikke holde gæsterne helt fra. Efter en halv times spil brød Karlo Bartolec igennem i Nordsjællands højre side og serverede en sukkerbold for Ernest Asante, da dog sparkede forbi bolden foran mål. Efterfølgende fik Jakob Johansson afsluttet, men Rønnow reddede flot og holdt fast i bolden. Minuttet senere var det Brøndby der var farlige. Den konstituerede venstre back Frederik Holst brød bolden på midten og sendte Teemu Pukki i dybden. Pukki blev dog presset på friløberen, og kom for tæt på målmanden til at kunne vippe den forbi. Brøndby gik til pause med føringen i behold, men der gik kun 10 minutter før den føring var væk. Marcus Ingvartsen blev sendt i dybden på kanten af offside uden at være det. Superligatopscoreren afdriblede Frederik Rønnow, og trillede den sikkert ind til udligning. Og knap var bolden givet op før det blev endnu værre for hjemmeholdet. Karlo Bartolec fik lagt et indlæg ind i Brøndbyfeltet, hvor Mathias Rasmussen kom først på bolden og dirigerede den sikkert i kassen. to hurtige scoringer af Nordsjælland, som vendte kampen fuldstændig på hovedet. Nordsjælland fortsatte med at trykke på hver eneste gang de fik chancen, mens Brøndby primært var tæt på at blive farlige når Teemu Pukki blev sendt i dybden. FC Nordsjælland havde meget held med at sende specielt Ernest Asante dybt, men angriberen formåede ikke at ramme målet en eneste gang i løbet af kampen trods flere friløbere. Med nederlaget har Brøndby IF nu tabt 6 kampe i træk. Alligevel slutter holdet på Superligaens andenplads med 4 point ned til bronzemedaljerne.