3POINT
1762721134-_A7R4812.jpeg

Teis Markfoged

Nyheder9. nov. 2025

Brøndby fik revanche og viste klasseforskel mod FCN

Søndag aften sent vandt Brøndby IF mod FC Nordsjælland. Opgøret endte 2-0 selvom der var chancer til mange flere scoringer.

3point person
Adam Emil Mossin9. nov. 2025

Sent søndag aften var der mulighed for revanche for pokalexitet ved seneste møde mod FC Nordsjælland, som altså var kommet på besøg på Brøndby Stadion til Superligaopgør.

Alt var ikke som det plejede på stadion. Sydsiden stod tom, grundet straffen fra protesten mod OB senest, og udebaneafsnittet var flyttet over i venstre side af nordtribunen, uden at de to ting hang sammen.

I Brøndbys startopstilling var der også flere iøjnefaldende spillervalg. Mathias ‘P’ Jensen fik genvalg, ligesom sin makker Stijn Spierings, efter en imponerende startdebut i sidste runde. Jacob Ambæk var tilbage i startelleveren, og på bænken var Michael Gregoritsch, Sho Fukuda og Benjamin Tahirovic tilbage efter at have siddet ude.

Det virkede til at være et Brøndbymandskab med blod på tanden fra start. Hjemmeholdets første angreb var et flot opspil. Kort målspark fra Patrick Pentz, op på Spierings der lagde en god bold uden særligt meget plads videre til Noah Nartey, der drejede rundt om sig selv med bolden og satte sin modstander imponerende. Herfra sendte han bolden ud på venstresiden, hvor et fladt indlæg sendes mod Ambæk, der var lige ved at score. Få minutter senere kom han til endnu en god mulighed i feltet.

Nordsjælland bed også fra sig. Tre gange på de første femten minutter var de tæt på at score. Bolden nåede også bare et par centimeter fra at nå henover målstregen, men Luis Binks clearer heroisk til stor jubel fra tribunerne.

Efter seksten minutter spillet føltes det uvirkeligt, at kampen endnu var målløs. Først et flipperspil af muligheder til Brøndby, med den ene missede aktion efter den anden, efterfulgt af en generobring. Samtidig kunne Nordsjælland med en smule mere kvalitet have omsat flere af deres kontrastød til scoringer.

22 minutters fodbold skulle der til. Mathias P sendte en fremragende bold til Oliver Villadsen i dybden, hvor han viftede sin direkte modstander af. Han drev den ind i feltet, og sendte et hård fladt indlæg ind til Ambæk. 1-0!

Bare to minutter efter var der for alvor hul på bylden. Filip Bundgaard modtog bolden helt nede i frimærket, hvor han så ind på et øjensynligt tomt straffesparksfelt. Derfor måtte bolden hænge længe i luften efter offensivspillerens chippede indlæg, hvor kaptajn Marko Divkovic endelig var kommet med i feltet og satte bolden køligt i mål.

Det var tydeligt resten af halvlegen, at Brøndby nu havde en føring. Opspillene blev mere og mere tålmodige, ligesom at genpresset mistede aggresivitet. Og gæsterne fra Nordsjælland lignede, at de havde brug for en ny plan for, hvordan de nu skulle angribe kampen.

Brøndby kunne altså gå til pause foran med to, til stående klapsalver fra hele stadion.

Hjemmeholdet virkede til at have genfundet appetitten på mål, da de kom ud efter pausen. Lige efter anden halvleg var fløjtet igang kombinerede Mats Köhlert og Nartey i venstresiden. Den unge midtbanemaestro sendte bolden på tværs til Divkovic, der tilgengæld sparkede bolden langt over mål.

Pentz blev der brug for. For anden kamp i streg hiver han en drømmeredning frem. Nordsjællands Ola Solbakken kommer til afslutning omkring straffesparkspletten, men Pentz reagerede lynhurtigt, på den mindre afretning skuddet fik.

Mathias ‘P’ må være modnet en hel del, trods sine blot tyve år, de sidste uger. Og modenhed viste han også på en farlig kontrasituation fra gæsterne, hvor han hev Caleb Yirenkyi ned og helt efter bogen fik en advarsel. Det var vigtigt i en periode, hvor Nordsjælland ellers have fået mere fat om spillet.

Der var tydeligvis blevet trænet hjørnespark i ugen op til kampen. Brøndbys spillere var på offensive hjørnespark alle samlet helt bagest feltet, og det var tæt på at give scoring. Luis Binks steg op og kan være ærgerlig over, at Andreas Hansen i mål var nede i en flot redning.

Mathias ‘P’ spillede igen en god kamp, og blev ved sin udskiftning for Tahirovic i minut 66, skiftet ud til stående klapsalver.

Selvom Divkovic bidrog med en scoring kunne han snildt have scoret én enkelt eller to mere. Med et kvarter tilbage af kampen kombinerede han og Ambæk sig flot igennem, og kroaten ender én-mod-én med keeperen, hvor han ikke formår at løfte sin afslutning tilstrækkeligt til at passere keeperen.

Nordsjælland viste kun i glimt tro på at vende opgøret. Med ti minutter igen sidder Brøndby på possession og FCN har ikke længere de kontrastød, de havde i kampens begyndelse.

Selvom hjemmeholdet blev ved at angribe lykkedes det aldrig at score et tredje mål.

Tilgengæld nåede Brøndby Stadion at byde velkommen til André Escobar, der fik sin debut i tillægstiden.

Brøndby fik dermed deres revanche mod FC Nordsjælland og kan glæde sig over at have overhalet AGF og kun være ét point under rækkens nye førerhold FC Midtjylland.

Næste opgave for Steve Coopers tropper er derby mod FCK 23. november efter landsholdstermin.

Mest kommenterede nyheder