Brøndby fightede sejren hjem i Horsens
Brøndby var for første gang siden skæbnekampen i 2013 på besøg hos AC Horsens. Dengang blev det en dramatisk kamp, som Brøndby først formåede at vinde i overtid

Brøndby var for første gang siden skæbnekampen i 2013 på besøg hos AC Horsens. Dengang blev det en dramatisk kamp, som Brøndby først formåede at vinde i overtidens sidste minutter. Kampen i dag blev lige så fysisk, men Brøndby formåede denne gang at sikre sejren allerede inden stadionuret havde rundet de første 20 minutter. Banen på Casa Arena i Horsens lagde på forhånd ikke op til poleret fodboldspil, og første halvleg blev da også en fysisk affære. Brøndby havde sat Rodolph Austin i startopstillingen, hvilket skulle vise sig at være en klog beslutning til netop denne kamp. Austin var involveret i mange dueller, og vandt stort set dem alle. Efter et kvarter kom han såmænd også på tavlen. Et frisparksindlæg fra Zsolt Kalmar lå bag forsvaret, som ikke løb med tilbage, og så stod Rodolph Austin helt fri, og kunne pande Brøndby foran. Målet var en tro kopi af det mål, Austin også scorede mod Marienlyst i midtugens pokalkamp. Det fortsatte med at være en kamp præget af dueller, og blot 4 minutter efter Austins scoring, førte duellerne til endnu en scoring. Efter et par returbolde havnede bolden hos Christian Nørgaard på kanten af Horsens-feltet. Nørgaard klappede resolut til bolden, som strøg i mål. Ikke en helt retvisende stilling ovenpå en forholdsvis jævn indledning, men Brøndby var kyniske, og Horsens havde problemer med at komme til chancer. Først efter 35 minutter havde hjemmeholdet sin første reelle afslutning, da Finnbogason kom først på et indlæg ved forreste stolpe, men Frederik Rønnow diskede op med en sublim redning. Kort før pausefløjtet var AC Horsens igen tæt på en reducering, da Bubacarr Sanneh steg til vejrs på kanten af det lille felt, og sendte et kraftfuldt hovedstød mod mål, men igen var Rønnow godt placeret. Det første kvarter efter pausen var der kun et hold på banen. Brøndby lignede et mandskab der havde aftalt, at kampen skulle lukkes hurtigt, hvilket gav mange gode skudchancer fra kanten af feltet. Tættest på var Hany Mukhtar, hvis afslutning kyssede det øverste af overliggeren på vej ud af banen. Horsens fik så småt arbejdet sig tilbage, og med 20 minutter tilbage burde de have reduceret, da Kjartan Finnbogason ved bagerste stolpe stod helt fri, men fra 3-4 meters afstand fik dirigeret sit hovedstød forbi mål. Det hjørnespark blev startskuddet til det første egentlige Horsens-pres i kampen, men Brøndbydefensiven stod stærkt i denne periode, og på trods af hjemmeholdets spilovertag, var det meget lidt, Frederik Rønnow havde at lave. Langt det meste blev simpelthen stoppet inden det nåede Brøndby-keeperen. Dermed kunne Brøndby køre en sikker sejr hjem i næstsidste kamp i Superligaens grundspil. Sidste opgave i grundspillet er hjemme mod Lyngby på søndag.