Brøndby-fiasko i Hobro
Brøndby IF spillede en forfærdelig kamp i Hobro og tabte fortjent 2-0 søndag aften. Martin Thomsen bragte hjemmeholdet foran på straffe i første halvleg inden M

Brøndby IF spillede en forfærdelig kamp i Hobro og tabte fortjent 2-0 søndag aften. Martin Thomsen bragte hjemmeholdet foran på straffe i første halvleg inden Mads Hvilsom afgjorde kampen med et kvarter tilbage. Brøndby har fået en skidt start på sæsonen, hvor det blev til ydmygende nederlag mod FC Midtjylland og Club Brugge. Heldigvis for Brøndby mødte de der imellem et svagt Silkeborg-hold, som blev besejret på Brøndby Stadion. Søndag aften spillede Hobro deres første Superliga-kamp nogensinde på hjemmebane, og det gjorde de rigtig godt. Brøndby blev lagt under pres og der blev gået hårdt til Brøndbys spillere, hvor især Jonas Damborg kunne være tilfreds med, at han ikke fik raget et ekstra gult kort til sig i løbet af første halvleg. Målet kom efter et klodset straffespark begået af Frederik Holst, som Martin Thomsen eksekverede. Det andet og afgørende mål blev sat ind efter 75 minutter, hvor hvem andre end Quincy Antipas skabte et gyldent oplæg til Mads Hvilsom, der blot skulle skubbe bolden over stregen. Minuttet før havde Simon Makienok ramt stolpen, og i kampens sidste minutter fandt Thomas Kahlenberg norske Elba Rashani, der løftede bolden over keeperen og lige forbi stolpen. Brøndby fik ikke scoret, og derfor kunne mange af de 6583 tilskuere fejre, at Hobro vandt 2-0 og nu ligger nummer ét i Superligaen.