3POINT
Nyheder14. apr. 2018

Brøndby-fans hjælper hinanden til derby

Aske Stentoft ville gerne invitere en familie med på Brøndby Stadion kvit og frit og det har nu bredt sig, så flere og flere blågule fans hjælper hinanden til d

3point person
3point.dk14. apr. 2018

Aske Stentoft ville gerne invitere en familie med på Brøndby Stadion kvit og frit og det har nu bredt sig, så flere og flere blågule fans hjælper hinanden til derby. Fredag eftermiddag fik en Brøndby-fan ved navn Aske Stentoft en tanke, han førte ud i livet. Han vil gerne give muligheden for folk med børn, der ikke har midlerne selv, for at komme på Brøndby Stadion til derbyet på søndag. Han skrev derfor et opslag på Twitter, hvor han tilbød at betale for to børnebilletter til derbyet, så en familie kunne få muligheden for oplevelsen. Efter lidt tid begyndte budskabet at sprede sig og flere og flere Brøndby-fans meldte sig under fanerne til at donere billetter til deres medfans, som gerne vil have deres børn med på stadion. Altså fans, der af egen lomme giver billetter til medfans, der ikke selv kan få økonomien til at slå til i forhold til dette derby.

Er der nogen der gerne vil have fx deres børn med på @BrondbyIF stadion, men måske ikke helt har midlerne?
Jeg vil gerne have vi fylder stadion og vil derfor gerne betale for to børnebilletter til derby.
(Jeg køber og deler på mail)#bifhjerne #fyldstadion #givdetvidere pic.twitter.com/XS1eCLMX6Z

— Aske Stentoft (@stentoft01) April 13, 2018

Det har medført, at Aske og co. i skrivende stund har afsat to billetter til en yngre pige og så har fire fædre hver især skrevet, så de kan komme afsted med deres i alt syv børn. - Men der er stadig penge endnu. Jeg bliver sgu rørt over det fællesskab, der er omkring Brøndby. Der er så mange, der har givet penge, og flere der gerne vil give. Men lige nu mangler jeg flere familier der skriver, fortæller Aske og opfordrer familier, der gerne vil til derby, men ikke har midlerne, til at skrive til ham. Du kan finde Aske på Twitter her og kontakte ham, eller finde ham på Facebook. Så hvis du sidder derude og gerne vil have ungerne med til derby, og ikke rigtig kan få økonomien til at slå til, så skriv til Aske. Der sidder rigtig mange blågule fans derude, der gerne vil hjælpe medfans. Skriv også meget gerne til Aske, hvis du gerne vil hjælpe med at donere billetter - så skal han nok koordinere og sørge for, at billetterne bliver købt og distribueret. - Lad os sammen få fyldt Brøndby Stadion på søndag og få givet hinanden en masse gode oplevelser, lyder det fra initiativtageren.

Mest kommenterede nyheder