Brøndby-fan Martin Jørgensen fik kræft: Nu har han stablet stort indsamlingsshow på benene
Brøndby-fan Martin Jørgensen blev kræftsyg, men satte sig for at samle ind i et stort indsamlingsshow. Det finder sted på onsdag i Hillerød. FOTO: Privat På ons

Brøndby-fan Martin Jørgensen blev kræftsyg, men satte sig for at samle ind i et stort indsamlingsshow. Det finder sted på onsdag i Hillerød. FOTO: Privat På onsdag den 29. januar finder et stort show sted i Hillerød. Navne som Lars Løkke Rasmussen, Anders Matthesen og Joey Moe kommer og underholder. Men hvad har det egentlig med Brøndby at gøre, tænker du måske? Det hele handler om manden bag det store show. Bag showet står 41-årige Martin Jørgensen. For under et år siden fik han den værst tænkelige besked. Han fik konstateret kræft i blæren. Han er far til to, men i stedet for at gå i hundene over sin nye situation, tog han skeen i den anden hånd. Han begyndte at samle ind til et show, hvor alle pengene ubeskåret går til 'Kræft er ikke for børn', som er iværksat af Kræftens Bekæmpelse. Det var kræftsygdommens påvirkning på hans egen familie, som inspirerede ham til det store indsamlingsshow. Det var en hård omgang for familien og børnene og derfor går overskuddet fra showet ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Man må sige, at Martin Jørgensen er lykkedes med sit projekt, selvom han ingen erfaring havde med at stable den type show på benene. 'Mega Show' finder sted på onsdag og det med flere prominente navne på plakaten. Martin Jørgensen er også meget stor Brøndby-fan og vil i den forbindelse gerne udlodde billetter til sit show, som nogle af hans medfans har mulighed for at vinde. Læs mere om konkurrencen på 3point.dk's Facebook-side. - Jeg blev Brøndby-fan i 1991 og er kommet fast på stadion siden 1994. Jeg har været med til lidt af hvert. Mange mesterskaber, men også en tur til Horsens i nyere tid, hvor det gik galt. Jeg har været til fest i Brøndby Hallen direkte efter et vundet mesterskab, hvor jeg blandt andet fik Mogens Kroghs slips med hjem. Efter samme fest måtte jeg melde mig "syg" på arbejde i flyvevåbnet. Blot for at se mig selv på et KÆMPE billede fra festen i Ekstra Bladet dagen efter, fortæller Martin til 3point.dk. - Jeg havde min søn med på stadion for første gang, da han stadig lå i barnevogn for ti år siden. Han har været med mange gange siden. Desværre også i perioder, hvor det ikke gik så godt. Engang da vi kørte hjem fra stadion efter at have været der tre gange i træk med nederlag, spurgte han mig: "Hvorfor hedder det Brøndby Stadion, når det kun er de andre hold, der scorer derinde?!". Av, mit Brøndby-hjerte! Heldigvis har der også været mange sejre. På trods af kræftsygdom og planlægningen af det store indsamlingsshow, har Martin Jørgensen jævnligt indfundet sig på Brøndby Stadion. - Jeg har forsøgt at komme til alle hjemmekampene i denne sæson på trods af kemobehandling og operation. Heldigvis har jeg været så heldig, at Brøndby IF har givet mig lov til at holde på P1, så der ikke har været så lang en gåtur til vores nuværende pladser på familietribunen. I næste sæson regner jeg med at være tilbage på Sydsiden Øvre, hvor jeg har tilbragt de sidste mange sæsoner. - Brøndby betyder MEGET herhjemme. For det meste betyder det en hyggelig søndag på stadion, hvor vi tager til stadion to timer før kamp og hygger med en øl og sodavand hele familien. Far, mor og to børn. Og kan resten af familien ikke, eller er det for sene kamptidspunkter, så tager jeg gerne afsted alene, for fællesskabet og sammenholdet er på stadion uanset om jeg er afsted alene eller med familien. Der er da også flere af de gamle fans, som er at finde på familietribunen nu med børn. Det er lige så hyggeligt, som det skal være... Altså når vi vinder! Der er altså ingen tvivl om, at Brøndby har været et vigtigt holdepunkt for Martin Jørgensen og familien - også i det hårde sygdomsforløb. Nu har han på trods af svære odds og stor modgang også stablet et imponerende show på benene. Du kan købe billetter til Mega Show her. Fakta om Mega Show: Tid: 29. januar klokken 19.00 Sted: Royal Stage i Hillerød Støtte: 100 procent af pengene fra billetsalget går til "Kræft er ikke for børn!" Navne på plakaten: Morten Ankerdal, Anders Matthesen, Joey Moe, Malte Ebert, Lars Løkke Rasmussen, Viktor Axelsen, Brian Holm, Hans Lindberg, Jakob Sveistrup, Hans Lindberg, Daniel Svensson, Sofie Østergaard, Mads Christensen, Michael Mortensen, Tine Scheuer-Larsen, Hans-Kristian Vittinghus, Klassens tykke dreng, MegaJam Band, Shaker Brothers & DJ O-Beat og Sunny Cagara. Hele Hillerød og en masse frivillige hjælper til med showet. For at komme i gang, tog Martin Jørgensen kontakt til sin gamle ven håndboldspilleren Hans Lindberg. - Jeg skulle jo have en kendt med, for jeg er jo ikke nogen særlig. Så jeg skrev til Hans og spurgte, om han ville være med. Dengang vidste jeg ikke, hvad det skulle gå ud på, men det ville han gerne, fortæller Martin Jørgensen til TV2.