3POINT
Nyheder19. jun. 2019

Brøndby-fan i Finland glæder sig til blågult besøg: Jeg var solgt fra første besøg på Brøndby Stadion

Brøndby-fan Miakel Rahikka glæder sig til at få besøg af sin hjerteklub Brøndby IF i hans hjemland Finland, når de blågule gæster Turku i juli i Europa League-k

3point person
3point.dk19. jun. 2019

Brøndby-fan Miakel Rahikka glæder sig til at få besøg af sin hjerteklub Brøndby IF i hans hjemland Finland, når de blågule gæster Turku i juli i Europa League-kvalifikationen. FOTO: Teis Markfoged Tirsdag eftermiddag fandt Brøndby IF sin modstander i første kvalifikationsrunde til UEFA Europa League. Niels Frederiksens tropper skal op mod finske Inter Turku og mens det nok ikke er et hold, der vækker voldsom genklang hos de fleste, var der en Brøndby-fan i Finland, der var jublende lykkelig. Mikael Rahikka er halvt finsk og halvt dansk og er bosiddende i Finland. Han glæder sig til at få besøg af sin hjerteklub Brøndby IF. - Det hele startede, da jeg var ovre for at besøge min far og mine brødre i Danmark i 2007/2008. Jeg kan huske, at vi sad ved Svinget og derfra kunne jeg høre lyden fra Sydsiden første gang. Jeg var solgt den dag, forklarer Mikael til 3point.dk. Anno 2019 er det relativt let for ham at følge Brøndby i Finland, men det har været en udfordring før, fortæller han. - Det er ikke så slemt nu, når man også kan få Viaplay i Finland. Men inden streaming blev mainstream, var det virkelig træls at man skulle lede efter mærkelige free streaming-sider, hvor kvaliteten bare var nederen. Ellers lyttede jeg til DR P3 i radioen. Men hver gang jeg var i Danmark på besøg, var der altid tid til en Brøndby-kamp, hvis de spillede hjemme.

Brøndby og Pukki fyldte meget i mediebilledet

Der er en finsk forbindelse i Brøndby. I de senere år har flere finske profiler og landsholdsspillere trukket Brøndby-trøjen over hovedet. Herunder Lukas Hradecky, Teemu Pukki og aktuelt Paulus Arajuuri. Brøndby fyldte særligt meget i det finske mediebillede, da Pukki spillede på Vestegnen. - Det er virkelig fedt. Der var ikke så mange, der kendte Brøndby i Finland. Mest fordi det jo primært var FCK, der hele tiden spillede i Europa. Specielt da Pukki var i Brøndby, var der altid noget om Pukki og Brøndby i de store finske medier. Mikael kender ikke så meget til Brøndbys finske modstander Inter Turku, men rejser man som Brøndby-fan til Turku, kan man forvente at se en flot by. - Lad mig sige det på den måde, jeg følger næsten slet ikke den finske liga. Den finske liga er ret dårlig, når man er vant til europæisk fodbold og den danske liga. Men lige nu ligger Inter Turku nummer ét og de har snart spillet halvdelen af sæsonen, så deres kampform er god. - Turku er en flot by - især her om sommeren. Deres stadion er faktisk ret fint og der kan vist være op til 9.000 tilskuere. Mikael Rahikka er bosat i en by uden for Helsinki, men tager naturligvis turen til Turku i juli, når Brøndby kommer på besøg. Han nåede ikke til Vasaa i 2017, da Brøndby var der sidst, da han arbejdede. Sidst han oplevede Brøndby på finsk jord var derfor i 2008, da Brøndby mødte FC Haka.

Mest kommenterede nyheder