
Adam Møller Karlsen
Brøndby får uafgjort i begivenhedsrigt opgør mod Silkeborg
Forpustet? Det forstår jeg godt. Der er i hvert glad masser at tage fat i oven på 3-3-kampen mod Silkeborg søndag aften.

Never change a winning team.
Det må have været filosofien hos begge trænere, da de skulle vælge deres respektive startopstillinger til søndagens sene opgør mod Silkeborg IF på JYSK Park.
Brøndbys træner, Jesper Sørensen, gav genvalg til samtlige spillere fra seneste rundes sejr over Sønderjyske.
Hos hjemmeholdet havde cheftræner Kent Nielsen også valgt de samme 11 som i den uafgjorte kamp mod AGF sidste søndag, mens Younes Bakiz var tilbage på bænken efter en skade.
Der blev lidt til de personer, der sidder og klipper Superliga-highlights sammen efter kampene, og begivenhederne faldt tæt på hinanden i et begivenhedsrigt opgør.
Silkeborg kom tidligt foran efter et kvater, da Oliver Sonne lagde et indlæg ind i panden på Jeppe Andersen, der ubesværet kunne heade bolden i nettet.
Brøndby tog målet som et wake up-call, og ti minutter senere udlignede Yuito Suzuki for gæsterne i blåt efter et fint sammenspil med Sean Klaiber, der var søgt over i venstresiden, og det to mandskaber måtte gå til pause på stillingen 1-1.
Fuld fart på anden halvleg
Jesper Sørensen skiftede Filip Bundgaard ud med Mileta Rajovic til anden halvlegs start. Det gav Brøndby en helt anden dimension og en fin start på den sidste halvdel af opgøret.
Lige indtil Tonni Adamsen bragte hjemmeholdet foran på ny efter en times spil, da Jacob Rasmussen skubbede op, og så skulle der ikke mere til end et par afleveringer, før Brøndby var spillet tynde.
seks minutter senerte var det så Brøndbys tur.
Clement Bischoff driblede ind i feltet og blev nedlagt, og så blev der peget på pletten.
Daniel Wass sparkede den sikkert ind, og så var der igen balance i regnskabet. 2-2.
Og så blev det Brøndbys tur til at komme foran.
Daniel Wass fik prikket bolden videre til Mathias Kvistgaarden inden en tackling, den tidligere Masterclass-angriber spillede den på tværs til en anden – Mileta Rajovic – og så kunne den hjemvendte angriber score sit første mål efter hjemkomsten til 2-3.
Med 20 minutter igen ville Silkeborg dog også være med på straffesparksvognen, selvom kampens dommer Aydin Uslu lige skulle et smut forbi VAR-skærmen først.
Det resulterede i en udligning til 3-3 og et rødt kort til Rasmus Lauritsen, og Brøndby måtte spille de sidste minutter med en mand i undertal.
Kampens slutning blev lidt som en håndboldkamp, der bølgede frem og tilbage med angreb, store chancer og et skud på stolpen fra Brøndby.
Men målfesten blev indstillet, våbenhvilen indgået og de to mandskaber må tage sig til takke med et enkelt point på kontoen – selvom begge lejre nok mener, de fortjente mere.