
Simon Kammer
Brøndby får grim lussing af FCK på eget græs
Trods fine perioder fik Brøndby IF mesterskabsbank af FC København i Superliga-sæsonens sidste derby.

Søndag var Superliga-sæsonens sidste derby på menuen, da FC København gæstede Brøndby Stadion.
Nicolai Vallys var ikke blevet kampklar, og derfor startede Mileta Rajovic på toppen.
Brøndby kom bedst fra land
Og allerede efter et minut kunne Mathias Kvistgaarden have bragt de blå-gule foran.
Men noget uvant for Brøndby-topscoreren svigtede skarpheden, da han kom alene igennem til Diant Ramajs mål.
Brøndby fortsatte som det bedste hold på banen med masser af tid på bolden og et højt og aggresivt pres.
Men som halvlegen gik, fes luften ud af ballonen, og FCK spillede sig ind i opgøret.
Kort inden pausen
Kunne formstærke Jordan Larsson også sørge for, at de hvid-blusede kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 1-0.
Brøndby kom også godt ud til anden halvleg og var fortsat mest på bolden.
Efter en times spil modtog FC Københavns Victor Froholdt bolden på kanten af feltet, og herfra krøllede han den op i det lange hjørne.
Flot scoring af den unge FCK-midtbane, der satte det, der skulle vise sig at blive det næstsidste søm i kisten, for Brøndby.
Hjemmeholdet skiftede ud, og herfra udgjorde de ikke længere nogen reel trussel for FCK, der sad på en solid føring.
Den føring blev større
Da Gabriel Pereira gjorde det til 3-0 med ti minutter igen.
Målet kom kort efter, at københavnerne ellers også havde bragt sig foran med tre, men målet blev unerkendt med et frispark til Patrick Pentz.
Det blev kampens slutresultat – en lussing til Brøndbys smalle drømme om at blande sig i den absolutte top.
Brøndby havde flere gode perioder i kampen, men må alligevel se sig slået hårdt af et hold, der kæmper for mesterskabet.
Næste opgave for Brøndby bliver på onsdag, hvor turen går til Silkeborg i kampen om en plads i pokalfinalen.