Teis Markfoged
Brøndby får bøde på 450.000 kroner for guldfejring
Brøndby IF har fået en bøde på 450.000 kroner for festlighederne i forbindelse med guldkampen.

Brøndby IF blev dansk mester 2020/2021 og efter 16 års mesterskabstørke på Vestegnen, skulle det ikke komme til at gå ubemærket hen. Fansene ville fejre holdet og det gjorde de, men guldfejringen koster nu klubben en bøde på 450.000 kroner.
Det er Fodboldens Disciplinærinstans, der er kommet frem til afgørelsen.
- Da kampen blev fløjtet af, løb mange af hjemmeholdets fans på banen for at fejre, at Brøndby IF var blevet mestre, og det er en overtrædelse af reglerne. Desuden er Fodboldens Disciplinærinstans kritiske over for Brøndby IF’s sikkerhedsmæssige foranstaltninger ved indgangen til stadion, hvor de lod et stort antal tilskuere komme ind uden visitation ved kampens afslutning. I samme ombæring har man ikke fulgt sikkerhedsforskrifter angående håndtering af covid-19. Her blev stadionkapaciteten væsentligt overskredet, skriver Disciplinærinstansen blandt andet.
- Før under og efter kampen antændte Brøndby IF’s fans desuden en stor mængde pyroteknik inde på stadion, der ligeledes er i strid med cirkulæret om sikkerhed og orden på stadion. Fodboldens Disciplinærinstans finder dermed, at Brøndby IF tilsidesatte flere regler i reglementet for sikkerhed og orden.
Brøndby er ud over bøden også blevet dømt til at spille én hjemmekamp uden tilskuere, men den dom er betinget og træder først i kraft, hvis der opstår lignende situationer fremover.