Brøndby-drengen Martin Retov: Det er en kæmpe ære
For Brøndby-drengen Martin Retov er det en stor ære nu at stå i spidsen for klubbens Superliga-hold. Omend det er kommet noget hurtigere, end han havde forvente

For Brøndby-drengen Martin Retov er det en stor ære nu at stå i spidsen for klubbens Superliga-hold. Omend det er kommet noget hurtigere, end han havde forventet. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Presseopbuddet til onsdagens Brøndby-træning var noget større end vanligt og særligt én mand var i fokus. Martin Retov er blevet udnævnt som midlertidig cheftræner efter fyringen af Alexander Zorniger. Retov kommer til at arbejde tæt sammen med Matthias Jaissle og det var ikke en tjans, han tøvede med at takke ja til, fortalte han ved dagens presseseance efter formiddagens træning. - Jeg gjorde mig ikke ret mange overvejelser. Jeg er Brøndby-dreng, jeg er glad for at være her og det har jeg altid været. Både da jeg var spiller og nu som træner. Da Ebbe (Sand, red.) spurgte mig, om jeg var interesseret i at hjælpe klubben, havde jeg ingen overvejelser om det, sagde Retov. - Jeg er ikke bange for jobbet. Jeg føler mig godt rustet til det. Det handler om at tage en dag ad gangen og at vinde fodboldkampe. SE OGSÅ: Stort galleri fra Retov og Jaissles første træning i spidsen Han har arbejdet tæt sammen med Jaissle som assistentduo for Zorniger og Retov glæder sig til fortsat at arbejde sammen med tyskeren. - Vi kommer til at arbejde tæt sammen om det hele. Matthias (Jaissle, red.) og jeg har det rigtig godt sammen. Det kan godt være, at jeg har det 'final call', men det bliver en afgørelse mellem os. Det er ikke et one man show. Martin Retov fik selv nævnt det indledningsvis. Han er en Brøndby-dreng. Derfor kalder han det også en kæmpe ære nu at stå i spidsen for klubbens Superliga-hold. - Det er en kæmpe ære. Det vil lyde som en kliché at sige, at det er noget jeg har drømt om, men der var en grund til at jeg startede min trænerkarriere. Dette var et af målene for mig, men det er kommet lidt hurtigere, end jeg havde regnet med. Første opgave for Retov, Jaissle og co. er på søndag, hvor Randers kommer på besøg på Brøndby Stadion. Der er meget på spil, men Retov er ikke nervøs. - Jeg bliver kun spændt, jeg er ikke en type, der bliver nervøs, slutter han. Se mere Martin Retov her: