
3point.dk
Brøndby dominerede AaB i storsejr
Der stod Brøndby overalt på kampen fra første minut, da \\\\\\\'Drengene fra Vestegnen\\\\\\\' tog alle tre point og en 4-0-sejr i det nordjyske.

Total dominans og ydmygelse.
Det må være ordene, der står tilbage efter en – med Brøndby-briller – fantastisk aften i Nordjylland.
Efter en tur ned i NordicBet Ligaen i den forgangne sæson, fik Aalborg Portland Park igen lov til at byde velkommen til Brøndby IF, da det søndag aften var tid til en gammel klassiker i dansk fodbold.
I forhold til midtugeopgøret i Polen – som vi ikke taler mere om – havde Jesper Sørensen to ændringer i startopstillingen, hvor der var gjort plads til, at Frederik Alves kunne komme tilbage i midten i stedet for Jacob Rasmussen, og så erstattede Filip Bundgaard Josip Radosevic.
Brøndby sad på kampen fra minut 1, og hjemmeholdet fik aldrig lov at få et ben til jorden i en sikker sejr på 4-0 til Brøndby.
De blå/gule sad massivt på boldbesiddelsen, og hjemmeholdet havde svært ved at bidde fra sig – men når de få gange fik muligheden, blev det til gengæld farligt.
Efter en halv time med total dominans, lykkedes tingene endelig for Brøndby.
Lidt tilfældigt havnede bolden foran Mathias Kvistgaarden efter et hjørnespark, og Brøndby-angriberen kunne bringe gæsterne i de nye udebanedragter i front.
Kun tre minutter senere kom Sean Klaibers jagt på bolden tilsyneladende bag på AaB-forsvaret, og den rutinerede – i dagens anledning – midterforsvarer, sendte et lop-indlæg ind foran kassen, hvor Filip Bundgaard hoppede bolden i møde og bragte Brøndby foran med to på et hovedstød.
Brøndby fik flere muligheder for at lukke ballet til 3-0 kort inden pausen, men måtte "nøjes" med en pauseføring på 2-0.
Bundgaard lukkede og slukkede
Brøndby skulle dog ikke vente meget længere end ti minutter af anden halvleg, før Filip Bundgaard fik serveret en aflevering af Clement Bischoff i feltet, og fra en spids vinkel kunne den unge offensivspiller lukke og slukke ballet til 3-0.
Brøndby fortsatte med at sidde på kampen, og det rejste sig aldrig op.
Med fem minutter igen startede masseudvandringen fra AaB-tribunerne, og en stor del af hjemmeholdets fans gik derfor glip af Mathias Greves ellers fine hovedstød, da midtbanespilleren satte panden på et indlæg fra Marko Divdovic.
Det blev det sidste store højdepunkt i en meget sikker Brøndby-sejr.
En sejr, der helt sikker luner godt og fylder godt med selvtillid på tankene efter en ellers hård uge i Brøndby.