
Teis Markfoged
Brøndby-defensiven kollapsede og Brøndby brændte chancer på stribe i 4-2-nederlag
Brøndby IF vadede i chancer, men til gengæld kollapsede defensiven med Andreas Maxsø i front, da Brøndby IF tabte 4-2 i Randers søndag aften.

Søndag eftermiddag var Brøndby-truppen taget en tur til Randers, hvor der ventede en gentagelse af seneste spillerundes opgør.
Niels Frederiksen havde ændret lidt i sin startopstilling og Lasse Vigen erstattede Morten Frendrup på midtbanen, ligesom Peter Bjur kom ind på venstre wingback i stedet for Kevin Mensah.
Brøndby kom egentlig fint ud af startblokken og de kom fint ud af de første ti minutter, selvom det var meget duelpræget. Jesper Lindstrøm fik Brøndbys første chance i kampen, da Mikael Uhre lagde en bold godt af til ham, men Lindstrøm høvlede den langt over mål.
Hjemmeholdet truede mest på standardsituationer og de gav også Brøndby lidt problemer, men de blå/gule kom helskindet igennem.
Det hører til gengæld til sjældenhederne at Brøndby selv scorer på standardsituationer, men det var ikke desto mindre tilfældet, da Peter Bjur svingede et hjørnespark ind i feltet og Hjörtur Hermannsson satte hovedet på og bragte Brøndby foran 1-0.
Erik Marxen lænede sig op ad et rødt kort få minutter senere, da han nedlagde Uhre i fremdrift. Han var ikke bagerste mand, for Simon Piesinger var der også, men han kunne ikke have nået Uhre, der var få meter fra feltet. Marxen slap med en advarsel.
Hermannsson forærede Randers en god mulighed med en grov fejlaflevering, men Tosin Kehinde manglede den sidste skarphed i situationen. Den havde han dog få minutter efter - desværre for Brøndby.
Maxsø tabte en hovedstødsduel og til sidst kunne Greve spille Kehinde helt fri. Han kunne let udligne til 1-1, som var stillingen ved pausen, selvom Brøndby havde pænt med muligheder - og især optræk til muligheder - i resten af halvlegen.
Men det største problem for Brøndby i dag var, at de slet ikke kom ud på grønsværen efter pausen. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld. De kom blæsende og Maxsø kom i problemer igen. Han tabte endnu en duel og så kunne Vito Hammershøi-Mistrati til sidst bringe Randers på 2-1.
Og minuttet efter kom Maxsø på bagkant i en duel og begik straffespark. Det tog Hammershøi-Mistrati sig af og han scorede sikkert.
Brøndby var fuldstændig rundt på gulvet, hvis de da overhovedet var at finde på banen. Det kaldte på en reaktion og den kom også. Brøndby kastede alt frem og skabte et hav af muligheder, men alle tilfældige bolde i feltet blev opsnappet af Randers-spillere. Det var virkelig sådan en dag for Brøndby.
Da de endelig fik bolden i nettet, var der offside. Og da en bravt kæmpende Hedlund fik tilkendt et straffespark, sparkede Uhre så skidt, at det var en nem redning for Carlgren. Det var i sandhed SÅDAN en dag.
Men Hedlund var en enmandshær. Han blev ved med at løbe dybt og forsøge at skabe noget. Indskiftede Rezan Corlu fandt ham med en fin bold i dybden og Hedlund sparkede selv og passerede Carlgren i målet.
Men Randers scorede på alt, hvad de rørte ved. Og derfor lukkede indskiftede Tobias Klysner også kampen, da Randers efter at have forsvaret i en halv time pludselig kom frem til noget igen. Ganske symptomatisk for kampen, hvor Brøndby-defensiven virkelig kollapsede.
Det endte 4-2 til Randers og Brøndby skal nok fokusere mere på at holde andenpladsen end på guld, hvis dette er niveauet for de resterende fire kampe.