3POINT
1634846669-DSC08420.jpg

Teis Markfoged

Nyheder21. okt. 2021

Brøndby blev nedlagt på Ibrox

Brøndby IF dumper ned på sidstepladsen i Europa League-gruppen efter et 2-0-nederlag på Ibrox til Rangers FC.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen21. okt. 2021

Torsdag aften gæstede Brøndby IF det skotske i form af Rangers FC på Ibrox. Niels Frederiksen skiftede fem mand i startopstillingen i forhold til søndagens sejr over Vejle og bl.a. Jens Martin Gammelby og Henrik Heggheim startede inde for de blå/gule.

Mere bemærkelsesværdigt var det at både Josip Radosevic og Simon Hedlund startede ude. 

Brøndby fik en svær start på kampen, selvom de var bakket godt op af omkring 1.600 Brøndby-fans i udebaneafsnittet. Hjemmeholdet blev dog også båret frem af et feststemt Ibrox og de lagde et tungt pres på Brøndby fra første minut.

Brøndby-spillerne stressede, når de fik bolden, men spillede samtidig for langsomt. Særligt Anis Slimane havde det svært og smed et hav af bolde. Midtbanen var simpelthen overmatchet i store dele af første halvleg.

Rangers tilspillede sig et hjørnespark, som blev smækket direkte ind i hovedet på Leon Balogun, der let kunne heade hjemmeholdet foran 1-0.

Presset mod Brøndby-målet fortsatte, men Andrija Pavlovic kunne have udlignet, da han fik Brøndbys eneste reelle chance i første halvleg. Mikael Uhre leverede flot forarbejde i venstresiden og lagde en flad bold ind til Pavlovic, der afsluttede med sit venstreben, men et pænt stykke over mål.

I stedet udbyggede Rangers føringen. De spillede Brøndby fuldstændigt tynde i den ene side og fik sendt et indlæg ind i den lille boks, hvor en Rangers-spiller fik headet på mål, men Thomas Mikkelsen reddede på fremragende vis. Men returen havnede lige for fødderne af Kemar Roofe, som gjorde det til 2-0.

Målet blev først underkendt for offside, men siden tog VAR over og fandt en hængende fod hos Henrik Heggheim. Dermed fik målet lov at stå til stor jubel for hjemmepublikummet.

Netop Heggheim var et af få Brøndby-lyspunkter i en generelt svag halvleg, hvor det var tættere på 3-0 med Moreles’ stolpeskud end det reelt var på en reducering. Men Heggheim og resten af Brøndby-holdet gik i kabinen nede med to og med rigeligt at tale om.

Brøndby skiftede Slimane ud med Josip Radosevic fra anden halvlegs start og gæsterne kunne have givet sig selv en drømmestart på anden halvleg. Uhre fik en friløber, men sparkede forbi mål. Brøndbys største chance i hele gruppespillet, men intet mål.

Minutter efter fik Gammelby en stor mulighed efter fint Brøndby-spil, men han måtte se sin afslutning blokeret. Og det var så det for Brøndby.

Rangers mødte nu også op til anden halvleg og fortsatte kampbilledet fra de første 45 minutter. De blev også snydt for et straffespark, da Rosted nedlagde Aribo i feltet, men guderne skal vide, hvorfor VAR tilsyneladende ikke tog sig af den.

Hjemmeholdet gik lidt mere ned i tempo som kampen skred frem og de kunne se at sejren var hjemme. Men med ti minutter igen havde de et hug på overliggeren, mens Brøndby stadig ikke blev farlige på trods af at være mere på bolden end i første halvleg.

Det blev ikke til mere og dermed tabte Brøndby igen og har endnu til gode at score et mål i Europa League.

Mest kommenterede nyheder