
Brøndby IF
Brøndby bekræfter: Emmanuel Dennis træner med
Brøndby IF bekræfter, at offensivspilleren Emmanuel Dennis i de kommende dage skal træne med.

Brøndby IF-spillerne er i dag mødt ind efter juleferien. Med dem er nye ansigter i form af transfers, men også en prøvespiller er mødt ind. Der er tale om 28-årige Emmanuel Dennis, som tidligere har arbejdet sammen med cheftræner Steve Cooper i Nottingham Forest.
Brøndby bekræfter på sin hjemmeside, hvad Tipsbladet skrev torsdag aften: Emmanuel Dennis skal træne med i Brøndby IF.
I første omgang bliver det de næste par dage med fysiske test, hvorefter man vurderer, om han skal med på træningslejren til Spanien. For parterne handler det altså om at se hinanden an.
- Emmanuel Dennis er en spiller, som Steve kender rigtig godt fra deres fælles tid i England. Derfor har det været nærliggende at tage ham ind, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes til klubbens hjemmeside.
- Vi ser hinanden an de kommende par dage, hvor vi blandt andet har fysiske træninger og tests, der kan give os et indtryk af, hvilken tilstand Dennis er i. Bærer det frugt, er tanken i første omgang, at Dennis flyver med til Spanien søndag og deltager i den første halvdel af vores træningslejr.
Emmanuel Dennis fik sit store internationale gennembrud i Club Brugge. Han står noteret for ni landskampe for Nigeria.