Brøndby-back i landsholdsdebut
I løbet af ugen blev Gregers Arndal-Lauritzen Brøndby-spiller nummer 15 med spilletid på et dansk U-landshold i 2014. Tirsdag fik backen debut, og torsdag var h

I løbet af ugen blev Gregers Arndal-Lauritzen Brøndby-spiller nummer 15 med spilletid på et dansk U-landshold i 2014. Tirsdag fik backen debut, og torsdag var han med fra start på U/17-landsholdet mod Georgien. En stor opmuntring efter halvandet års skadeshelvede. I forbindelse med udsendelsen af halvårsregnskabet fredag morgen offentliggjorde Brøndby IF en række sportslige målsætninger, og en af disse var, at klubben fra og med 2016 skal have mindst 25 spillere med spilletid på et U-landshold i løbet af et år. En ganske ambitiøs målsætning. Med i alt seks U-landshold betyder det et snit på 4,17 spillere pr. årgang eller sagt på en anden måde: et snit på 8,33 landsholdsspillere på klubbens U/17-ligahold, U/19-ligahold samt på Superliga-holdet. I 2014 er det samlede tal indtil videre 15, og det bliver ikke øget i løbet af de nærmest kommende landskampe.
U-landsholdsspiller nummer 15 i år
Nummer 15 på den liste er den talentfulde forsvarsspiller Gregers Arndal-Lauritzen, som fik landsholdsdebut i løbet af ugen, da Danmark spillede to U/17-landskampe på udebane mod Georgien. Den 16-årige Brøndby-spiller blev tirsdag skiftet ind til sin debut, og torsdag blev det til en startplads. I alt blev det til godt og vel halvanden times spilletid i de to kampe på hver 80 minutter. Tirsdag vandt Danmark 1-0, mens det torsdag blev til et nederlag på hele 4-1 på trods af jævnbyrdighed i spil og chancer.
Skader udsatte debut
Gregers Arndal-Lauritzen var allerede som 14-årig med til DBU's U/15-træningssamlinger og var dermed inde i billedet til U/16-landsholdet efterfølgende, men debuten lod altså vente på sig. Det er der imidlertid en god forklaring på. - Jeg har været med på DBU-samlinger før som U/15-spiller, men blev så skadet i en lang periode. Da jeg kom tilbage igen, blev jeg igen skadet. I alt har jeg været skadet i halvandet år, men nu er jeg for alvor kommet tilbage skadesfri, føler mig i fin form og er godt spillende, siger forsvarstalentet til 3point.dk.
Jeg foretrækker backen
I begge kampe blev Gregers Arndal-Lauritzen benyttet på pladsen som venstre back, og backpladsen er også talentets foretrukne. I Brøndby IF's første to kampe i U/17-Ligaen i denne sæson har den nybagte landsholdsspiller dog i den ene også optrådt i midterforsvaret. - I denne sæson har jeg spillet en kamp på backen og en i midterforsvaret på grund af en skade hos en anden spiller. Jeg har det godt på begge positioner, men backen er nok min foretrukne, da jeg kan få lov at gå mere frem end i midterforsvaret. Jeg kan dog også godt lide at være en af dem, som sætter spillet i midterforsvaret og driver bolden frem, men jeg foretrækker backen, slår Gregers Arndal-Lauritzen fast.
Se landsholdsspillere i aktion
Hvis du søndag er i nærheden af Gl. Vardevej i Esbjerg, har du chancen for at opleve Gregers Arndal-Lauritzen samt en række andre landsholdsspillere i aktion, når Esbjerg fB og Brøndby IF krydser klinger i både U/17- og i U/19-Ligaen. I begge rækker er det to af de hold, de fleste eksperter regner med vil blande sig i toppen. Kl. 14:00 fløjtes mødet i U/19-Ligaen igang, mens U/17-kampen er sat til 16:15. Begge kampe spilles på Esbjerg Atletikstadion lige ved siden af Blue Water Arena.